28. juli 2007

Stavegejl eller syntax terror?

Stavefejl eller stavegejl. Syntax error elle syntax terror. Hvad er forskellen?

- Focus? Staves det ikke med ”K”, altså F-O-K-U-S?

- Jo, det gør, må jeg med skam melde. Det siger Dansk Sprognævn i det mindste. Man skal imidlertid ikke ”google” meget på Nettet, før man finder ud af, at der er andre end mig, der er eller har været i tvivl. Det var netop, hvad jeg selv gjorde, før jeg købte domænet Kinafocus. Jeg søgte på stavemåden ”focus” og fik en masse hits. Både advokater, ejendomsmæglere eller andre synes ikke i tvivl om stavemåden. De har som jeg (måske i vanvare) valgt den engelske stavemåde, der, som man kan se, i stor udstrækning har fundet indpas i det danske skriftsprog.

Hvad gør jeg nu? Jeg kan begynde forfra med en ny blog og dermed gøre Dansk Sprognævn og deres disciple glade og tilfredse. Jeg kan på den anden side også bare købe domænet kinafokus.dk og omdirigere trafikken til kinafocus.dk. Derved kommer dem, der ikke kan få sig selv til at stave forkert også ind på min blog. Det sidste er, hvad jeg nu har gjort. Inden længe kan du skrive både "kinafocus" og "kinafokus". Du havner samme sted. Her på min blog. ”Og du skal være så hjerteligt velkommen!”, som de siger i reklamerne.