Wu-pige (I)

"Etbarnspolitiken". Sådan kaldes verdenshistoriens største sociale eksperiment hvad angår befolkningskontrol. Nogle gange ved man ikke, om mans skal grine eller græde, om man drømmer, eller man er vågen. Man fatter ikke med sin velfærds-forstand, at nogen kan få sig selv til - i så stor skala - at gribe så alvorligt ind i andre menneskers liv. Et-barns-politiken er virkelig et stort - og ofte tragisk - indgreb i andre menneskers liv.

For nogle år siden læste jeg en notits, så vidt jeg husker var det i en avis. Den handlede om nogle kvinder i Beijing, der var blevet arbejdsløse. De var blevet henvist til en såkaldt lokalkommités formand, hvor de blev udstyret med et rødt armbind. Herefter skulle de gå rundt i nabolaget og føle fødedygtige kvinder på maven. Mit mere uregerlige indre jeg, gjorde straks sagen til en vits. "Sådan et job ville jeg gerne have", tænkte jeg. (Hvem kan lade være med at fnise?) "Hvor kunne det være lækkert sådan at få lov til at gå rundt og både gramse, rode og rage intimt på en masse kvinder!"

Men… nej… Det var dødeligt alvor, det her. Der skulle ikke hverken grines eller fnises! Jeg måtte styre mine mere svinske tankegang. Det her var ikke tænkt som en bizar happening eller sjofel morsomhed.

Nu her to år senere læser jeg så om fødedygtige kvinder, der bliver beordret til regelmæssig underlivsinspektion. Hvis de udebliver fra en sådan inspektion koster det en bøde på 1.000 yuan, hvilket for de fleste almindelige mennsesker i Øst-Kina svarer til et sted mellem én og to måneders løn. En hamper pris for ikke at ville vise sit underliv frem.

"Any female who fails to show up for inspection will be fined 1,000 yuan"

Kort og godt handler det om at kineserne i 1980’erne som et middel til at holde befolkningstallet nede, indførte den såkaldte ”et-barns-politik”. Hver familie måtte højest få et barn. Snart efter blev politikken dog lempet. Folk kunne efter ansøgning få lov at få et ekstra barn, hvis det første barn viste sig at være handicappet. Folk på landet kunne, ligeledes efter ansøgning, få lov at få et ekstra barn. Her gjaldt det nu også som grund til et ekstrabarn, hvis det første barn kun var en pige (undskyld Lise Nørgaard). Kina har en del etniske smågrupper. Om dem hedder det sig, at de må få op til tre børn. For et par år siden, i 2005 blevet det tilladt kinesere, hvor begge ægtefæller er enebørn at føde to børn, hvis de ønsker det.

Nu er love og regler ikke det samme i Kina, som f.eks. i Danmark. I Kina fortolkes lovene forskelligt fra provins til provins. Hertil kommer at kinesere ikke er kendte for at være det mest lovefterrettelige folkefærd i verden. Mange Kinesere kender ikke loven. De er tilsyneladende heller ikke interesseret i at lære den at kende. Mange kender kun loven på rygteplan. Skrevne love mikses med uskrevne eller digtes ganske frit af alle og enhver ud fra givne erfaringer. Herefter går de fra mund til mund. Alt betragtes som tilladt, så længe det kan lade sig gøre uden, at myndighederne griber forstyrrende ind. Det giver baggrund for en ret mudret retspraksis. Det forklarer til dels også myndighedernes nogle gange både hårdhændede og spektakulære fremfærd overfor lovbrydere. Man satser på at skræmmekampagner via rygte-pressen når ud i alle kroge og dermed når de både store og små forbrydere kampagnen er tiltænkt.

Omvendt er der i Kina også prestige i at begå forbrydelser. Rige mennesker og mennesker med kontakterne i orden kan tillade sig at gøre de forbrydelser, de vil. De skilter også ofte med det. Måske betaler de sig fra de bøder eller afgifter, der er forbundet med f.eks et ekstra barn, måske ringer de blot til en ven i administrationen, der skylder dem en tjeneste, ønsker sig en gen-tjeneste eller måske en skjult lønforhøjelse. Herefter er den sag klaret.

Andre børnefamilier i Kina får smadret deres hjem, når pantefogeden, har været der, for at afkræve dem de ublu afgifter for et ekstra barn (*). Har de ikke penge at betale med og heller ikke bohave at udpante, bliver deres hjem smadret. Her gælder ingen regel om, ret til at beholde, hvad høre til et spartansk hjem. Hvordan skal de menneskers børn vokse op uden sår på sjælen? spørger min indre velfærdsdansker. Svaret på det sprørgsmål må indtil videre stå hen.

Jo, Kina rejste sig i 1949 og indførte det klasseløse samfund, siger rettighedsindehaverne af den Kinesiske virkelighed.

(*) For the first extra child, the fine is 12,000 to 20,000 yuan; for the second
extra child, the fine is 20,000 to 28,000 yuan; for the third extra child, the
fine is 28,000 to 36,000 yuan. In 2006, the average annual income per capital is
2,000 yuan. Furthermore, anyone who had an extra child after 1980 must pay
10,000 to 70,000 yuan in "social childcare fees" no matter whether they had
already been fined already previously.Læs mere her.

Fortsættes... Næste afsnit kommer snart.