Wu-pige (III)

Hvad stiller Kina op med sin mandepukkel?
Gennem de sidste 55 – 60 år har Kinas Kommunistiske Parti fremstillet sig selv som fremadskuende og med svar på alle spørgsmål. Jeg har endnu ikke set svaret på, hvad man fra myndighedernes side vil stille op med de alt for mange mandlige singler. Mange har spurgt, hvilken skæbne man har tilænkt dem. Hver gang er man fra myndigheders side gledet af på det egentlige spørgsmål. I stedet har man fremført en slags standard-svar, hvor men understreger det nødvendige i ét-barns-politikken. Vi har igen og igen fået at vide, hvor mange mennesker ét-barns-politikken har sparet Kina for i fremtiden at skulle brødføde. De positive sider står allerede present. Til gengæld kniber det med belysningen af de mere uheldige sider af ét-barns-politiken.

I mit baghoved spøger en række forskellige konkrete løsningsforslag, som måske kan hjælpe de betrængte kinesiske single-mænd.

• Statslig produktion af Lolita-dukker og gratis uddeling til kinesiske mænd, der ikke har været så heldig at få sig en kone.
  
  
• Indførsel af ”dele-koner” enten i form af f.eks. seriel monogami med tidsbegrænsning på hvor lang tid et ægteskab må vare, før konen skal gå videre til den næste mand.
  
  En anden form for dele-koner findes allerede i Kina og beskrives af forfatteren Xinran i bogen ”Kinas Døtre” om "Kvinderne ved Råbende Bjerg”. Her har man en gang i tidernes morgen indført et system med fælleskoner. Mændene skiftes til at ”bruge” disse fælleskoner, som man nu har lyst. Man tænker ikke så meget over, hvem af mændene, der er den egentlige fader til de børn, der efterfølgende fødes. Børnene bruges alligevel som betalingsmiddel ved samhandel med andre landsbyer f.eks. ved køb af nye fælleskoner.
  
  
• Man kunne også forstille sig en slags historisk Nemesis. Kina havde for ikke så mange år siden flerkoneri. Hvem husker ikke filmen "Røde lygter", hvor farmand nat efter nat gik på omgang fra den ene kone til den næste. Med lidt drillesans, kunne man tænke sig den omvendte ordning nu. Altså en ordning, hvor det var dele-konen, der nat efter nat gik på omgang fra sin ene mand til den næste?
  
  
• En mere liberal holdning til homoseksualitet fra myndighedernes side, kunne måske også være en løsning. I hvert fald så længe det handler om mænd. Med 10 millioner flere mænd end kvinder er der i hvert fald basis for en storstilet bøssekultur i lighed med den man finder i fængsler, på kostskoler eller andre steder hvor mænd er berøvet omgang med kvinder.
  
  
• I forvejen har kinesiske mænd en tradition for at spille og optræde som kvinder, bl.a. i Peking-operaen. Nu kan der blive brug for Peking-operaens talenter til at oplære de unge mænd i at optræde som drags eller trans. På den måde kan Kina få nogle flere "kvinder" til at lyse op i gadebilledet.
  
  
  Tvungen kønsskifteoperation til halvdelen af de mænd, der er for mange, kunne måske også være en løsning. Kina har igen og igen bevist, at de er gode og skruppelløse nok til tvangsløsninger. Kan de tvinge folk til at afstå fra det ene organ, kan de vel også tvinge folk til at afstå fra det andet...

I gamle dage kunne en skæv kønsfordeling med alt for mange mænd klares med en rask lille krig. Når krigen var slut havde forholdet mellem kønnene forskudt sig i retning af færre mænd i forhold til kvinder. Den slags går desværre ikke i dag. Ved moderne krigsførelse er det ikke kun mænd, der slås ihjel. - fik du den Lise Nørgaard? ”Ikke kun mænd”;-)

Under alle omstændigheder må Kina forberede sig på en alles krig mod alle blandt de Kinesiske mænd om de alt for få kvinder, og som vi ved, i kærlighed og krig gælder alle kneb. Mange mænd vil kæmpe med følelsen af intet tilbage at miste. Det kan godt gå hen og blive en både desperat og beskidt krig.