Kinafocus

"Kulturrevolution v.2.0"

Kinafocus — Sat, 19 Apr 2008 20:41:00 +0000

Min tiltro til Kinas nyvakte respekt for handicappede holdt ikke ugen ud.
Læs nedenfor hvorfor.

I sidste uge hyldede kineserne den unge kvindelige kørestolsbruger Jin Jing (som ses her foroven) for hendes helhjertede forsvar af en i forvejen slukket OL-fakkel, der blev forsøgt snuppet fra hende af en ung mand af asiatisk herkomst. Sagen er i løbet af ugen kommet til at stå i et meget underligt lys. Dels er der teorier fremme om at det hele var et stykke gadeteater fabrikeret af kineserne selv. Man hæfter sig i den sammenhæng bl.a. ved at kinesiske politisoldater i lyseblå træningsdragter ikke var til stede, da faklen blev forsøgt taget ud af hænderne på Jin Jing. Ved demonstrationerne i London dagen i forvejen havde man set, hvordan disse politisoldater lystigt havde kastede sig i kamp med engelske demonstranter, der var kommet for nær faklen. Der er oven i købet forlydender om, at disse gorillaer også kastede sig i slagsmål med engelske politifolk. Ved angrebet på Jin Jing i Paris var disse politisoldater helt fraværende.

Fyren der forsøgte at snuppe faklen, har også fået en mærkelige plads i historien. Først blev der udlovet en dusør på hans hoved. Herefter fandt man en forkert ung mand og udsatte denne uskyldige stakkel for en massiv terrorkampagne med forskellige former for chikane og utallige mordtrusler. Da det kom for en dag at disse ufejlbarlige tosser havde rettet deres aggressioner mod en forkert, beklagede man nødtvungent, at man havde ramt en forkert. Man så til gengæld intet galt i at chikanere folk og at komme med mordtrusler på må og få.

Senere har det vist sig at den rigtige fakkelangribende mand under balladen er set og fotograferet i selskab med en flok unge kinesere, der svingede med et stort og flere mindre kinesiske flag. Altså må han formodes at være kinesisk patriot.

Sikke en historie, - og den stopper ikke her.

Efter den hændelse med forsøget på at snuppe faklen i Paris, skulle franske varer nu boykottes i Kina, fandt disse kløgtige unge mennesker ud af. Af uransagelige grunde skar man lidt efter lidt ned på antallet af franske firmar, man ønskede at boykotte. Måske i håb om at få større opbakning. Da man havde skåret tilstrækkelg ned på antallet, stod man til slut tilbage med supermarkedkæden Carrefour. Det var til at overskue. Alle skal jo bruge dagligvarer, så nu skulle sagen være i orden. Carrefour skulle have dada.

Sagen er bare den, at Carrefour er mestendels Kinesisk. I hvert fald beskæftiger firmaet 44 tusinde kinesere og kun ca. 100 udlændinge. Samtidig sælger Carrefour næsten kun kinesiske varer. De unge brushoveder står nu tilbage med en særdeles dårlig sag.

Hvad sker der så? Parolerne skal jo adlydes villigt og nøjagtigt, når man er en god Kinesisk patriot!

Jo, svaret kommer her: Jin Jing, vores heltinde fra før, prøver ved en lejlighed på at slå koldt vand i hovedet på de unge mennesker ved at fortælle dem, at det er deres egne landsmænd de rammer med deres aktion. Det tager disse sande, selvudråbte helte hende særdeles ilde op. De kæmper nemlig for Kinas enhed og ære, gør de. Det skal der ikke herske tvivl om.

Her er nogle af de verbale udgydelser, der inden for det sidste døgn er regner ned over deres tidligere heltinde, Jin Jing:

“Jin Jing is bullshit! Speaking on behalf of Carrefour. I think she’s a traitor.”
"Torch bearer Jin Jing, I earnestly request you to shut your mouth. You’ve done your duty already. Don’t go around making irresponsible remarks. First she’s missing a leg, now she’s missing a brain.”
“This c*nt’s attitude is the same one the Qing rulers had after the Eight Allied Forces came. What was the result then? Are you capable of representing the Great Han Race? Do you what you’re supposed to do!”
“Jin Jing speaks with the voice of an utterly brainless evil-eyed wolf traitor. No wonder her original work unit wanted to get rid of her.”
“Jin Jing??? A cultureless, brainless stupid c*nt!!! And she’s a torch bearer…I demand we rip the torch from her hands!!!”
“What kinda person is Jin Jing? You give her a little color, and she thinks that she can run a dye mill.”
“First, she lost her leg. Now she has lost her mind”.
“People who work there (Carrefour) are abetting the enemy”.
“Who is Jin Jing? Is she famous or something? If she does not want to join the boycott, she does not have to. But why come out and speak? Does she want to be cursed out?”
“Jin Jing??? An uncultured brainless cunt!!! She wants to be a torch bearer. I strong urge everybody to take her torch away by force!!!!”
“The answer is very simple. Jin Jing must have been paid off by the French”.
“A cripple becomes famous by accident and now she has no idea who she is. So she is now spewing feces from her mouth”.
“What kinda fart is Jin Jing! What does a cripple know?”
“Another Chinese traitor makes an appearance. Fuck this Jin something Jing!”
“It is not your fault to lose your leg, but it is worse to become brain-dead”.
“Chinese traitor Jin Jing, your cancerous cells must have moved to your brain!”

Fornuften har særdeles trange kår i visse kredse i Kina for øjeblikket. Der foregår store demonstrationer foran Carrefour-supermarkeder rundt om i Kina. Unge mennesker klædt i vestlig stil demonstrerer og blokerer foran Carrefours forretninger, mens de fremviser banners og svinger med kinesiske flag. Tilsyneladende mangler de kun en lille rød bog som i fordums tid ellers ligner det grangiveligt noget verden har set før.

For at det hele skal blive rigtig absurd og kalde på en til vanvid grænsende fjoget latter, så står der indledningsvis på det her banner: ”Vi protesterer så stærkt det er os muligt mod skamløse Frankrig for støtte til Tibetanske splidstifteres angreb på handicap-OL-fakkelbærer”:

Det taler for sig selv. 11 gange har den samme anonyme "klippe/klister-kriger" postet den samme kommentartekst. Jeg lader det stå. Det kan ikke være et forsøg på at skabe sympati for Kina og kinesiske forhold, der får tåben til at overklistre en blog med gentagelse af uvedkommende tekst. På en måde er jeg fristet til at kommentere hvad der bliver skrevet, men det er for let og uden "sportslig værdi" at hegle det, der er skrevet ned. Jeg tvivler også på om tåben vender tilbage og læser reaktionen. Faktisk vil jeg gerne i kontakt med afsenderen for at høre nærme omkring vedkommendes aktuelle behov for mere og bedre fjendtlighed rettet mod vedkommende selv og måske Kina, men det lader sig næppe gøre. ;-) What a mess!

Det store spring tilbage

Kinafocus — Tue, 15 Apr 2008 16:14:00 +0000

Nu gik det ellers så godt i Kina. Alle jublede over de store teknologiske fremskridt, der på det seneste er kommet til at prægede billedet af den nye tids Kina. Væk var alle de ideologiske fronter, væk var Kulturrevolutionen og Det store spring Fremad. Man undrede sig måske lidt over at Kina ikke turde tage opgøret med sin egen nutidshistorie. Hvorfor ikke bare lægge fakta på bordet om hvad der skete i Kinas trange tider, så gamle sår fra balladen på Den Himmelske Freds Plads, Fra Kulturrevolutionen og alle de andre ideologiske opgør Kina og kinesere har haft med sig selv og sin omverden? Hvorfor ikke få disse sår frem og få dem helet? Det ville give den kinesiske nation en større respektabilitet og dermed bedre fodfæste i verdenssamfundet. Men, nej! Kina har stadig brug for fjender og fjendebilleder for at holde sammen på sig selv.

”The West” som kinesere kalder den vestlige verden uden smålig skelen til hvad land det måtte dreje sig om. Alle som én er vi anført af den vestlige presse som misinformerer om Kina. Hvad den vestlige presse angår, skelner kineserne heller ikke. CNN er lige med hele den vestlige presse. Websitet Anti-CNN er et udmærket eksempel på et ekstremt forvirret kinesiske sindsbillede. Jo, jo. Den mindste detalje kan skjule et helt univers, hvis man holder den tæt nok for øjet.

Hvad angår andre af Kinas fjender er det navnlig Dalai Lama og hans klike, vi for øjeblikket skal tage os i agt for. Der er ikke grænser for hvilke onde handlinger og hensigter den mand og hans eksilregering kan tillægges/tildigtes. Han hjernevasker os alle sammen i Vesten samtidig med at han dæmoniseret den kinesiske regering. Så ved vi det!

Jeg ved ikke om kinesere kender det bibelske ordsprog, der handler om, at det er lettere at se en splint i sin broder øje end at se bjælken i sit eget. Det ser i hvert fald ikke sådan ud. Man kunne også bruge andre ordsprog som f.eks. ”tyv tror hver mand stjæler” eller ”man bliver ikke selv hvid ved at sværte andre” for at karakterisere den kinesiske kommunistklike syn på Tibet og Dalai Lama.

En ting man kan lære af de kinesiske web-krigere ("netizes") er, at det åbenbart ikke i Kina er skik at bruge at holde sig til et emne. Alt kan blandes sammen og dybt krænkende personlige angreb til højre og venstre er dagens kost. Alt kan tolkes ud af intet og fordrejes til det mest vanvittige. Vanviddet raser som i Kulturrevolutionens dage (se selv).

Vi i den vestlige verden må trøste os med, at de verbale tæskehold som den kinesiske regering har ladet uddanne ikke kan storme og smadre vores hjem, de kan ikke vride armen om på os og føre os gennem byen med en spids hat på hovedet. Hvor meget fråden end står disse webkrigere om munden, kan de ikke klynge os op.

Midt i denne skov at ubarmhjertige kinesiske klippe- og kliste-krigere, der muntrer sig med at svine folk til samtidig med at de flytter tekst, billeder og links fra det ene website til det andet. Midt i dette virvar af ondtsindede personer, fremkommer nogle sjove og ganske naive stakler, man roligt kan more sig over. Her er tale om (formoder jeg) små børn, som prøver på at lege samme leg, som de store børn. Prøv at se på det her billede angiveligt taget af en ung kineser i Tyskland.

Hvis du ser det samme som jeg, ser du en tysk døgnkiosk eller lignende med en Coca-Cola reklame der forestiller tre buddhistmunke, der more sig i en rutschebane. ”Make it real”, står der på reklamen, som i min oversættelse må betyde noget i retning af ”Gør noget ved det. Lev livet.” Nej, nej! Intet er mere forkert. I kineseren Tianya’s tolkning er der her helt klart tale om et politisk budskab:

1) De tre buddhistmunke er selvfølgelige Tibetanske lamaer og repræsenter derfor Tibet
2) Rutschebanen repræsenterer frihed
3) Teksten ”Make it real” er en opfordring til at gøre oprør (for et fri Tibet).

Den unge mand er ikke kun skarpsindig, nej han vælger at handle resolut som en sand revolutionær kineser bør gøre. Han vil ikke kun ophøre med at drikke Coca-Cola for fremtiden, nej, han vil mobilisere alle sine venner og klassekammerater til en boykot af alle de firmaer på det kinesiske marked, der som Coca-Cola støtter Tibets uafhængighed. Med den ”skarpsindighed” den unge mand lægger for dagen, kan der sikkert blive tale om mange firmaer.

Som det i anden sammenhæng er blevet mig fortalt, er det nemt at sidde tilbagelænet her i lille Danmark og betragte det, der sker i Kina. Det er jeg ganske klar over. Det takker jeg alle gode og hellige magter i denne verden for. Det giver mig ikke kun en følelse af frihed, men også den indignation, der skal til for både at turde tænke og tale. I Danmark har vi erhvervet en ret til at have vore meningers mod. Vi selv, vore børn og vore forældre bliver ikke truet på livet, fordi vi udtaler os om det ene eller det andet. Min telefon kimer heller ikke hundrede gange dagligt med dødstrusler blot fordi jeg af udseende ligner en, der har prøvet på at tage en olympisk fakkel fra en etbenet pige. Det er i øvrigt for mig at se imponerende, hvordan kinesere pludselig kan få sympati for handicappede. En sympati, der står i skærende kontrast til Kinas ellers manglende respekt, forsorg og omsorg for handicappede i øvrigt.

Det er også imponerende at se, hvordan Kommunist-Kina har formået at gøre den olympiske fakkel til et helligt, religiøst, kinesisk, nationalt symbol på lige fod med muslimernes Koran. Uden tøven begynder en række potensforskruede kinesiske dagdrømmere at vil hævne sig på Frankrig og alle franskmænd, fordi ”deres” fakkel blev slukket (og dermed vanhelliget) nogle gange gennem Paris. Nu skal franske varer boykottes, mener de.

Vorherre bevares! tænker man. Blev de ikke træt af den leg, da de for et par år siden ville boykotte japanske varer? For det første kunne kineserne alligevel ikke undvære de japanske varer og for det andet er det ikke smart at kaste med sten, når man selv bor i glashus.

Hvad en boykot af franske varer angår, så har franskmænd gennem historien lært os europæer andet og mere end blot at stave til ordet ”solidaritet”. En effektiv kinesisk boykot af franske varer kan meget hurtigt føre til en blokering af samtlige europæiske havne af skibe, der sejler med kinesiske varer. Punktstrejker kan ramme alle firmaer i Europa med handelsforbindelser til Kina. Vi kan arrangere mod-boykot mod kinesiske varer. Endelig er der vel heller ikke noget i vejen for at vi her i Europa viser vores støtte til Frankrig med en køb-fransk-kampagne. Skulle en sådan konflikt trække ud, kan mange af de europæiske fabrikker, der i dag er placeret i Kina mageligt trækkes tilbage og flyttes til arbejdsløshedsramte EU-lande i Syd- og Østeuropa, som bestemt har brug for et velstandsløft.

Tro mig. De vovehalse i Kina som i dag taler for en boykot af franske varer vil hurtig blive bragt til tavshed så snart EU blot rømmer sig eller brummer lidt. De penge der i disse tider flyder ind i Kina fra forskellige egne af Europa, dem kan Kina ikke undvære. Samtidig vil en udvidet europæisk industriproduktion betyde yderligere konkurrence for kinesiske produkter på verdensmarkedet. Resultatet bliver udvidet arbejdsløshed i Kina som igen vil føre til endnu mere ballade og social ustabilitet i Kina, og den tanke kan de kinesiske myndigheder slet ikke leve med. Kina har problemer nok i forvejen.

Hvad vil de så, disse ”netize”, som man ynder at kalde de kinesiske web-krigere? Mange af dem hører til nogle verbale tæskehold, som er uddannet af og betales af den kinesiske regering. Deres opgave er at chikanere og aflede diskussioner overalt på Internettet. De optræder mest på kinesisk og engelsksprogede websider. Deres sprog er som oftest korrekt, men så tilpas klicheprægede at de er nemme at gennemskue. Andre og mere vulgære tølpere som anonymt blander sig i mængden er svære at gennemskue. De slynger om sig til højre og venstre med ukvemsytringer, verbale stemplinger, dødstrusler og meget mere. Endelig er der vel sagtens en flok naive stakler, der laver sig rive med af den megen bragesnak, de bralrer ud med både det ene og det andet. Fælles for dem alle er, at de sjældent argumenterer. De angriber både hidsigt og hysterisk, hvad der end bliver fremført og drejer det hen på nogenlunde samme tema. Vesten er fjendtlig og forud indtaget imod et såret og krænket Kina.

Loui:
Glad there is a site to discuss China related issues. Since the recent
Tibet riot, I have had several observations:
1. Dalai Lama's clique and radical tibetan groups have done a good job in hijacking the West media and many people's opinions to Tibet in the West.
2. Instead of following their basic professional ethics, most West media have been blindly and hysterically giving unconfirmed, biased, racially and culturally motivated, and distored coverages on the Tibet riot. They have completely lost their usual composure that they had.
3. Chinese public, including people in China and overseas Chinese who have known West values pretty well started to voice public opinions, because enough is enough! Chinese people are using the Internet and other tools brought by modern techonologies to closely look at the West media and express their different opinions. The Internet breaks up the dominance of West mainstream media and provides ordinary Chinese opportunities to let the world to know their viewpoints. It's truly a huge break-through phenomenon in history when you find millions of Chinese' voices on the Web.
4. Since China opened his door from the early 80s, with the globalization going on, Chinese public, particularly the young generations have had pretty good knowledge about a lot of West values and Chinese public are now using these same West values to exam West nations and their medias behaviours, too. These West values that have
been claimed and promoted include human rights, non-biased media coverage,
government listen to public's opinions, honesty, fairness, etc.
5. Ironically, the West and its media are contineously losing their self-claimed
moral credibility and moral authority. Almost EVERY moral value that the west
media voices is convincingly challenged by Chinese public. Taking the Tibet riot
as an example:
a. Because Chinese government at the beginning did not allow
us to enter Tibet area, that's why there have been some "technical mistakes" or
"inaccuracies" in the reports.Challenge: This excuse tells that the reports from
the west mainstream media have been made up. If they can make up a story to fit
in their steretyped views, what's the point to allow them in? How can Chinese
public trust them to give accurate coverages instead of creating more lies and
spreading more rumors?
b. Tibatans involved in the riot were "peaceful demonstrators" and the west have great concerns about their human rights. (that's the phrase used in almost all west media. However, a lot of video clips taken by tourists and eyewinessors tell a totally different story. These were violent attacks on mainly other ethinic groups and ordinary Tibatan residents in Lhasa) and the west have great concerns about their human rights.Challenge: You care about human rights? Do other Han Chinese, Muslim Chinese, etc. have the human rights not to be attacked by the mob? How about over 100,000 Iraqi's civilians' human rights? Who had the authority to decide that they should die for a glorious cause? in history (native americans, slave system,
etc.)While some people in the west talk about boycotting 08 Olympic game, do 1.3
billion Chinese people HAVE the human rights to see a game in their own country?
What are these self-claimed 'human rights activits' actually doing?
They're denying, violating and abusing 1/5 world's population's HUMAN RIGHTS! Does the West's human rights only apply to selective groups that
are considered their people?

作者：wuhanlsx:
"Notify China Customs, that if they see her, get her right away, and if she still has
family, find them, and beat their shameless children to death, so they don't
hurt the Chinese people".

"If this is for real I'm going to put the words “race traitor” up on all
her relatives' doors Then her whole family will be called race traitors".
Som nanheyangrouchuan siger:
“This kind of witch-hunting is simply unacceptable to all civilised people. The idea that anyone must hold any given political view due to their country of origin or nationality is simply ignorant.”
China is an uncivilized and ignorant country. Some shiny buildings a new military hardly make a modern society.
Jeg kan kun være enig.
Under Kulturrevolutionen blev folk stemplet som ”Anti-Mao” og dermed klasseforræder. I dag bliver man i stedet stemplet som ”Anti-Kina” og dermed landsforræder og folkefjende. Virkningen er næsten den samme som i 60'erne og begyndelsen af 70'erne. Man angriber hele familien. Har en ung kinesisk studerende i frihedens USA gjort eller sagt noget som disse bøller ikke kan lide, bliver familiens navn og adresse offentliggjort på Internettet, der bliver ligeledes vist billeder af den formastelige og familiens hjem i Kina bliver stormet og smadret. De flygtende forældre bliver forsmædet med plakater og andre former for bagvaskelse, som familien ikke har en jordisk chance for at forsvare sig imod endsige rense sig for (se selv). Af og til jagter man som tidligere nævnt oven i købet nogle forkerte, som i tilfældet med ham der blev beskyldt for forsøg på at røve den olympisk fakkel (se selv).

Hvis nogen i dag blamere kinesere og det kinesiske samfund rundt om i verden, så er det fremkomsten af disse hooligans. De vækker gyselige erindringer om en tid, man troede var forbi i Kina. To formål synes at være tydelige for disse u-mennesker. De skal skræmme oversøiske kinesere (der ikke er særligt modige i forvejen) fra at gøre og sige noget, der kan sætte Kinas tyranniske kommunistregime i et dårligt lys. De i forvejen skrøbelige kinesere skal vide, at alt hvad de gør og siger, kan gå ud over familien hjemme i Kina. Det andet formål er, at vække aggressioner hos rettænkende mennesker overalt i denne verden rettet mod Kina og kinesere. Det pres der herved opstår udefra, skal hjælpe kommunisterne med at holde sammen på et folk, der mere og mere tvivler på, at landets kommunistiske ledelse har svarene på Kinas mange retsmæssige, sociale og miljømæssige udfordringer.

Kinesiske u-menneskerettigheder

Kinafocus — Mon, 07 Apr 2008 14:27:00 +0000

Tibetanere og sympatisører over hele verden, Rapportere uden Grænser, Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer harmes i disse dage over Kinas helt klare løftebrud, når det drejer sig om forbedringer i Kinas forhold til menneskerettigheder. En hemmeligholdt aftale som IOC angiveligt skulle have indgået med Beijings bystyre som en udtrykkelig betingelse for at Kina fik overdraget værtskabet for OL 2008 er blevet ganske misligholdt for ikke at sige sjoflet. Hvad der end har stået i den indgåede aftale, så tyder meget på at kineserne ikke et øjeblik har haft til hensigt at overholde den. Kina er skånselsløs. Landet slår i dag hårdere ned på alt, hvad der har med menneskerettigheder at gøre end man har gjort i lang tid. Dette gøres ikke alene på trods af det forestående OL. Det gøres også på grund af det forestående OL. Ved at tildele Beijing værtskabet af OL har man dermed bidraget til at forværre menneskerettighedssituationen i Kina.

Enten er IOC blevet ydmyget af de Kinesiske myndigheder så det batter eller også medvirker organisationen i et komplot, der går ud på at tage denne verdens befolkning ved næsen. Man skulle tro, at Kina var på vej mod bedre tider og man vil jo så gerne tro det bedste. Da aftalen som sagt er hemmelig, er det umuligt punkt for punkt at sige, hvad IOC er gået efter. Det er ligeledes umuligt at sige præcis, hvor det er de kinesiske myndigheder har forbrudt sig. Moralsk kan man sige, at når Kina ikke har overholdt sin del af aftalen kan IOC heller ikke være bundet af sin. Intet tyder dog på at IOC offentliggør aftalen på denne side af OL. Jacques Rogge, der er præsident for den Internationale Olympiske Komité (IOC) kan godt se, hvad der sker. Det fremgår klart, at Kinas værtskab for dette års OL i disse dage er under beskydning fra mange vinkler. Mange lande overvejer boykot i én eller anden form. Ved at lurepasse håber Jacques Rogge vel på at ride stormen af. Han overlader det beskidte arbejde til andre. Nu bliver det gadens parlament, der får lov at tale som i London og Paris.

Er Kina ikke god til at skabe menneskerettigheder er landet i hvert fald god til at skabe rettigheder for sine umennesker. Jeg vil derfor se lidt nærmere på hvilke almene og specielle rettigheder umenneskene har i Kina

Kinesiske umennesker er overmennesker. De har ret til nogle undermennesker, som de kan herske over, udbytte og gøre livet surt for. I sidste instans bestemmer umenneskene hvilke af de kinesiske undermennesker, der skal lev og dø.

Tortur.
Tortur er et udbredt fænomen i Kina. Man begår ikke tortur i Kina, man udøver tortur. Mange kinesere er specialister, ja nærmest kunstnere på området. Torturudøvelsen i Kina er ikke som i andre lande, hvor det som regel kun er statslige institutioner som retsvæsen, politi og fængsler der har retten til at torturere, pine og plage sine mennesker. Tortur i Kina er en udbredt og ofte offentlig ”fornøjelse” for de umennesker, der praktiserer det.

Det er en kendt sag, at mennesker, der forsvarer menneskerettigheder, mennesker, der kritiserer regeringen eller andre offentlige myndigheder og mennesker med en religiøs overbevisning eller som formodes at være tilknyttet noget myndighederne kalder en ”kult” eller ”separatistbevægelse” ikke alene risikerer hårde fængselsstraffe. Der er her frit slag for de Kinesiske umennesker til at gøre livet så uudholdeligt som muligt for de arme stakler, der falder i deres hænder. Falun Gong tilhængere har direkte opsat hitliste over ”populære” kinesiske torturmetoder.

Vesterlændinge med et ikke-asiatisk og ikke-afrikansk udseende går som regel fri, når de kinesiske umennesker folder sig ud. Til gengæld kan vi i stedet få lov at se måbende på, når en tyv på grønttorvet eller en handlende, der klager over en defekt vare afstraffes. Vi kan også få lov at se på, når et færdselsuheld afgøres med tørre tæsk. Er et kinesisk overmenneske så uheldig at køre ind i en trehjulet cyklist med sin fine nye bil, har han helt åbenlyst lov til - flere mod en - at tæske løs på den i forvejen tilskadekomne cyklist. Umennesket skal jo have afløb.

Som i det gamle Nazi-tyskland har Kina sine pøbeltropper, der tager rundt og tæsker løs på undermennesker. Det kan være journalister, der har haft næsen for langt fremme, det kan være jurister, der har forsvaret nogle af systemets uvenner, det kan være fredelige demonstranter, der vil have nedlagt en losseplads eller som ikke vil afstå deres jord/eksistensgrundlag til en alt for ringe betaling. Kina har løsningen. Man sender umenneskene ud og tæver løs på de fredelige mennesker. Så kan de lære det kan de!

Kina er også landet hvor tæskehold kan møde op i folks eget hjem for at true eller tæve folk til rette. Der kan også være tale om opkrævning af ofte ganske urimelige bøder. Har folk ikke pengene, er der som regel ikke kun tæsk på programmet. Man smadrer gerne deres hjem og fratager dem deres ejendele uden nogen form for dokumentation.

Helt komisk bliver det, når systemets folk begynder at tæve løs på hinanden. Et kamerahold fra CCTV, var sendt ud for at dække første undervisningsdag for nye studerende på universitetet i Xian sidste efterår. Kameraholdet blev mødt med tørre tæsk ved universitetets indgang. Ingen af de omkringstående tilskuere greb ind for at hjælpe kamerafolkene. Bøllerne - eller umenneskerne om man vil - var bestilt af universitetets ledelse. At det var et helt andet kamerahold, der skulle have haft tæskene, er en anden sag. Tæsk skal der åbenbart til også på universitetsniveau.

Tæt forbundet med umenneskenes ret til tortur er umenneskernes ret til ondskab og retten til efterfølgende at få skjult, hemmeligholdt, bagatelliseret og/eller slet og ret benægtet sine ugerninger.

Kina er landet hvor kreativ ondskab i den grad florerer. Personer der fester og er glade, når umenneskene er sure og har det skidt, skal selvfølgelig straffes. De munke, der fejrede Dalai Lama's officielle besøg og medaljetildeling i USA, skulle selvfølgelig have tæsk og efterfølgende interneres. Anderledes kan det ikke være i det land. Kina er også landet, hvor en katolsk præst kan tortureres til døde og hvor myndighederne efterfølgende så ikke vil udlevere hans lig. Det begraver myndighederne selv. De posterer ovenikøbet bevæbnede vagter ved hans grav. Samtidig med det giver myndighederne det (lovlige) trossamfund præsten tilhørte, forbud mod at holde begravelsesandagt eller på anden måde mindes præstens død. Umenneskerne skal have lov til at gøre deres ugerninger i fred.

Umenneskene har også en umiskendelig ret til at anvende deres landsmænd, kinesere som laboratorierotter. Samtlige kinesere indgår fra tid til anden i forskellige mere eller mindre kontrollable forsøg, hvor man nøgternt måler og registrerer, deres reaktioner. Giftige uslip fra fabrikker får lov at fortsætte til den bitre ende. Man måler nøgternt hvor mange kinesere, der nu har fået ødelagt deres åndedræt, har fået kræft eller måske er døde, mens svineriet stadig fortsætter. Faktisk kan man kalde Kinas nyere tids historie for et kæmpe stort uvidenskabeligt eksperiment. Umenneskene prøver sig frem med snart 1,4 milliarder mennesker som forsøgsdyr. Her er ikke noget der hedder etisk råd, frivillig deltagelse eller erstatning til ofrene for fejlslagne forsøg.

Umenneskerne har også ret til evig tilgivelse. Bare umenneskene siger, at nu gør de ikke deres ugerninger mere, så har umenneskerne ikke alene ret til at blive troet, vi skal også straks tilgive dem, og vi må bestemt ikke bebrejde dem noget, der hører fortiden til. Nu går det jo så godt og der er en god udvikling i gang i Kins osv. At umenneskerne aldrig nogen sinde har tænkt sig at stoppe, det finde vi først ud af flere år senere ved at snage i noget, der ikke kommer os ved. Jfr. Umenneskernes ret til at få skjult og hemmeligholdt sine ugerninger. Sådan er det med køb og slag af blod, sådan er det med menneskehandel, sådan er det med retten til at holde slaver og sådan er det med retten til vilkårlige drab af mennesker i myndighedernes varetægt.

Dyrkelsen af umenneskene i Kina har også en religiøse dimension. Som guderne i denne verden har de kinesiske umennesker ret til at blive troet, også ligegyldig hvilke vanvittige løgne de finder på. Altid og ubetinget skal man tro på, hvad de siger. Blot den mindste smule tvivl kan blive skæbnesvanger. Dag efter dag tvinges kinesere fra småbarn til olding til ivrigt og villigt at eftersige umenneskenes trossætninger. Alt skal huskes og siges sådan, som man har fået det lært og aldrig kan en ærlig sjæl med sine meningers mod få lov at tro sine egne øjne.

Sideløbende med og som en direkte udløber af retten til at blive troet er umenneskernes ret til ikke at blive modsagt. Man modsiger simpelthen ikke et umenneske, hvis man har sit liv og sin frihed kær. Straffen falder konsekvent og den bliver hård.

Beslægtet med den religiøse dimension er umenneskernes ret til at få glemt, ignoreret eller bortforklaret alle umenneskenes fejltagelser. Alle kinesere ved at datoen 1989.06.04 er en farlig dato, men der er ikke ret mange, der kan huske, hvad der skete den dag. Sådan er det med alle umenneskenes fejltagelser eller uheldige dispositioner. De skal ignoreres og hurtigst muligt glemmes også selvom fejltagelserne senere kan blive skæbnesvangre.

Jo, umenneskene har det godt i Kina. De får til stadighed udvidet deres rettigheder og tjener tykt på deres guddommelige status. Som man i oldtiden ofrede til guderne ofrer kineserne i dag til deres umennesker. Det betaler sig nemlig at stå sig godt med umenneskene. Hvem vil ikke gerne undgå tæv, vilkårlig død eller på anden måde at komme i unåde? Man giver umenneskene store gaver, betaler dem store summer for ekstraordinære vennetjenester eller for overhovedet at kunne gå frit omkring på denne jord og handle som man ønsker.

På denne baggrund burde enhver kunne indse, at al tale om menneskerettigheder i Kina er absurd. Det vil jo gå ud over umenneskenes helt legitime rettigheder. Dem ønsker ingen at røre ved.

Velkommen i slagtehuset Kina.

Kinafocus — Sun, 30 Mar 2008 23:34:00 +0000

Tro det eller ej, men i Kina slagter man altså mennesker. Det har man gjort i stor stil gennem stort set alle tider. Millioner og atter millioner af mennesker i Kina mistede livet på denne måde i forrige århundrede. Mesterslagteren Mao nåede sammen med sine kommunistiske venner i fredstid at slagte 70 millioner kinesere *). Trods det anses han stadig den dag i dag i Kina, som én man kan se op til. Hans portræt pryder indgangen til Den forbudte By i Beijing, hvor det kan ses fra hele Den himmelske Freds Plads. Skulle enkelte kinesere være i tvivl om, hvordan manden så ud, kan de gribe til pung eller tegnebog og se på deres pengesedler. At Mao, elsket som han vitterlig er, samtidig er en af historiens største massemordere, det bekymrer ikke kineserne. De står stadig i lange køer på Den himmelske Freds Plads for at se noget, der måske er hans balsamerede kadaver eller måske bare er en voksdukke. Hvem ved. Men hvad? Så længe kineserne kan blive i troen.

Menneskeslagtningen i Kina er ikke slut. Hver dag kræver sine nye ofre. Mennesker dømmes til døden. Nogle er sikkert forbrydere, som myndighederne påstår, men andre er helt sikkert ganske uskyldige mennesker som du og jeg. Sidste år blev det påvist, at mennesker dør i Kina blot fordi de har den forkerte/rigtige vævstype. Har man brug for organer af netop din vævstype, behøver men blot at udnævne dig til forbryder. Man behøver hverken dom eller anklageskrift. Mennesker blev/bliver på den konto stadig parteret som var de/det slagtekvæg blot deres vævstype var/er efterspurgt på organmarkedet. Officielt har Kina nu forbudt den politik (officielt og af hensyn til de forestående Olympiske Lege). Meget tyder dog på, at det stadig fortsætter helt eller delvis. Nu blot som ”sort slagtning”.

”Slagteren fra Lhasa” er et af Hu Jintaos mange tilnavne. Berømmet som han blev under nedslagtningen af 380 forsvarsløse Tibetanere 6. marts 1989, mens han var Partichef i Tibet. I de her dage kan han føje nogle flere tibetaneres liv - ikke til sin samvittighed, for sådan én har han garanteret ikke – men til den onde karma, der må følge ham resten af livet. (”Det væsentlige er usynligt for øjet”, gentog den lille prins for bedre at huske det.)

Hvad får kinesere til ikke alene at se gennem fingre med, men også at tilbede deres egne plageånder og menneskeslagtere? Er de skræmt så meget fra vid og sans, at de ikke tør andet? Eller beundrer Kinesere virkelig deres medmennesker for deres villighed og evne til at dræbe? Noget kan tyde på, at det er det sidste, der gør sig gældende. Mange kinesere, hvor end i Kina de i disse dage befinder sig, ville med den største glæde tage til Tibet og dræbe nogle flere tibetanere. Jeg er sikker på, at de også med fryd ville dræbe vestlige journalister eller andre vesterlændinge, hvis de kunne slippe af sted med det. Det blinde had og den voldsomme blodtørst, som forskrækkede den vestlige verden under Kulturrevolutionen er ganske tydeligt kommet til stede igen hos mange kinesere. Der skal kun en minimal gnist til, så går det galt. Med de forestående Olympiske Lege in mente giver det stof til eftertanke. Derfor er det jeg siger:

Aflys de Olympiske Lege, please! Ikke mindst for kinesernes egen skyld.

De kinesiske ledere har manet sig selv op i en krog og spillet sig ud der, hvor landets og kommunistpartiets forskellige fjender gerne vil have dem. ”Vi er klar!” gjaldede det i sang fra Den Himmelske Freds Plads i august sidste år. Samtidig havde bevæbnet politi lidt ude af syne for offentligheden lagt en ring rundt om pladsen for at holde uheldige elementer væk, så de ikke kunne forstyrre den nærmest psykotiske glæde over kinesernes selvindbildte formåenhed, der herskede på pladsen. Undskyld jeg siger det rent ud. Kina var ikke klar og Kina bliver ikke klar. Med det der er sket bl. a. i Tibet de sidste uger står det tindrende klart, at de kommende Olympiske Lege bliver en bitter forestilling, hvis den overhovedet bliver til noget.

De brutale tøsedrenge i Beijing er selv skyld i, hvad der sker nu og hvad der allerede er sket. Altid har de lagt en jernring omkring deres problemer, altid har de med vold nedkæmpet, dæmoniseret og undertrykt, hvad de ikke bryder sig om i den tro, at når problemerne var trynet ned og ude af syne, ja, så var/er de der ikke mere.

De kinesiske myndigheder tager fejl. Problemerne er der og vil til stadighed være der, de venter blot på en ny lejlighed til at bryde ud igen. Den lejlighed kan vel komme nu i forbindelse med OL. Tibetanerne har tændt den første lunte. Tro mig der kommer flere. Tilstedeværelsen af mange udenlandske kamerahold i Beijing i 89 i forbindelse med Gorbatjovs besøg fik mange kinesere med noget på hjerte til at vejre morgenluft. Ved OL kommer der langt flere kamerahold. Tro mig. Skeletterne vil vælte ud af skabene, når de mange journalister begynder at snuse rundt. De får ikke besvær med at finde kinesere, der vil beklage deres nød. Dem er der mange af. De får heller ikke besvær med at finde de kinesere, der hader vesterlændinge og den vesterlandske presse. Dem er der også mange af. Sikke nogle slagsmål, der kan blive. For slet ikke at tale om de kampe, der kan opstå mellem vestlige hooligans og kinesiske patrioter. Tak for kaffe, - eller te, skal jeg måske sige.

Hvor hårdt vil myndighederne turde svare igen, hvis det kommer til masseslagsmål eller opstand. Hvad vil man gøre med alle de tilstedeværende (ikke afrettede) journalister, der givet vis vil være til sted? Vil de få lov at berette? Eller vil man som i Tibet internere dem og fragte dem bort? Måske smide dem ud af landet på falske anklager? Dæmoniserer dem, som de plejer at dæmonisere deres uvenner og som de for øjeblikket er godt i gang med? Hvis de gør, falder det med stor sandsynlighed tilbage på myndighederne selv. Dæmonisering virker nemlig bedst, når man har informationsmonopol og offeret derfor ikke kan forsvares eller tage til genmæle. Kina har trods alt kun informationsmonopol på hjemmefronten.

Erkend det dog! Kina er et land, der ynder at puste sig op og pynte sig med piratkopierede fjer. Det er de til gengæld også gode til. Landet er måske fysisk i stand til rent teknisk at præstere et OL, men samfundsmæssigt er Kina alt, alt for sårbart. Kina har stadig for mange lig i lasten. Kina er en politistat, et kommando- og kontrolsamfund. Kina er et land, hvor magthaverne er morderiske og selvforgudende skabninger, der ikke kender forskel på egne postulater og givne realiteter. Virkeligheden er ikke det der sker, men det magthaverne påstår, at der sker. Kina er et samfund, hvor det kan være strafbart at tro sine egne øjne. Et sådant land burde aldrig have været betroet at holde OL.

Så er det sagt. Historien får vise, hvad der sker.

*) "Mao Zedong som i årtier besad absolut magt over en fjerdedel af verdens befolkning, var ansvarlig for mere end godt halvfjers millioner døde i fredstid, flere end nogen anden leder i det tyvende århundrede". Indledende sætning i Jung Chang og Jon Halliday's: "Mao - Den ukendte historie".

Dette er ikke hændt

Kinafocus — Tue, 25 Mar 2008 15:53:00 +0000

- og dette er ikke hændt og dette er ikke hændt....

Under overskriften: ’Kære kineser: Dette er faktisk sket’, kan man på Ekstrabladets hjemmeside læse om, hvordan de kinesiske medier manipulerer med sandheden. 'En perfekt start på vejen mod guld,' Sådan kalder China Daily gårsdagens begivenhed på det olympiske bjerg, hvor både tibetanere og Reportere uden grænser fik sat deres præg på ceremonien med at tænde den olympiske fakkel. Ja, ja... En perfekt start, altså...?

Der er i det hele taget meget, der ikke sker i disse dage. Mange kinesere koger over pga. vestlige medier, der ”opfinder” begivenheder for at sætte deres elskede Kina i et dårligt lys. Ytringshungrende stormer de CNN’s kontor i Beijing pga. hvad de anser for en fejlagtig beskæring af et billede. CNN viser kun et billede af et menneske, der evakueres og ikke den stenkastende pøbel som på totalbilledet af samme billede optræder længere nede af vejen. At CNN forsvarer sig med at deres historie omhandlede noget andet og at det var derfor billedet var beskåret, preller fuldstændig af på de vrede kinesere. Glade som kineserne er for den vestlige ytringsfrihed opretter de hjemmesiden: ’www.anti-cnn.com’. Her kan alle, der ønsker det nu få bragt materiale der viser, hvordan den vestlige presse tilsmudser Kina. På hjemmesiden bringes på nuværende tidspunkt en række billeder af journalistiske unøjagtigheder begået af den vestlige presse. At flere af disse unøjagtigheder allerede er både undskyldt og dementeret får disse harmfulde kinesere ikke med i deres pøbelagtige virkelighed.

For min egen part og i retfærdighedens navn kunne jeg godt tænke mig, at man på tilsvarende måde kunne lave en ’www.anti-xinhoanet.cn’ hjemmeside indenfor den kinesiske firewall, hvor man kunne bringe den kinesiske presses fejl og mangler. Jeg ved godt tanken er ulogisk alene af den grund, at når noget har stået på Xinhoanet, så er det sandheden(!). I det mindste for alle de kinesere, der ikke kan eller tør tro andet.

Denne lille sentens stod i dag at læse i forbindelse med Xinhoanet’s omtale af fejloplysningerne i vestlige medier:

”裁剪的历史不是真实的历史，正义不会因蒙蔽而失去力量”
(Kilde: http://news.xinhuanet.com/newscenter/2008-03/24/content_7850917.htm)

I flg. Min bedste oversættelse skriver Xinhoanet noget i retning af: ’At beskære historien er ikke sand historieskrivning. Retfærdigheden vil ikke lade sig fordumme og miste sin styrke’.

Til det kan man kun sige:

Kom an sandhedselskende Xinhoa og vis os din ufordummede retfærdighedssans. Lad os få et websted indenfor den kinesiske firewall, hvor vi vesterlændinge kan fuldstændiggøre, hvad vi anser for Xinhoas mangelfulde og ofte stærkt beskårede for ikke at sige vildt fordrejede ’sandheder’.

Som eksempler behøver jeg ikke nøjes med Ekstrabladets dækning af antændelsen af den olympiske fakkel. Jeg har links på min computer med blodige billeder i stribevis af dræbte Tibetanere. Alle billeder er forsynet med både navn og drabsomstændigheder lige til at kontrollere. (Ønsker du at se billederne, må du selv finde dem her. Jeg advarer: Det er ikke billeder for sarte sjæle. Personer bosiddende i Kina risikerer fængselsstraf for blot at downloade disse eller lignende billeder).

Mens vi er ved det, så har dette skærmbillede aldrig været bragt af Yahoo:

Både Yahoo China og MSN China er beskyldt for at hjælpe Kineserne med at fange efterlyste tibetanere. Desuden viderebringer Yahoo China links til ensidige kinesiske propagandaoplysning vendt mod de oprørske tibetanere.

Ja, ja..! Hvad Penge kan få mennesker til. Penge lugter ikke, siges der, men det gør både Yahoo's og Microsoft gerninger.

Kina i fokus

Kinafocus — Sun, 11 Nov 2007 08:31:00 +0000

Med 12 GB ram til mit nye Ixus-kamera, 5 GB til mit Sony Alfa og en Photobank i baghånden skulle jeg være nogenlunde rustet til min forestående rejse op ad Yangtze.

Det kommende subdomain, der efter min hjemkomst skal indeholde billedgalleriet fra min rejse er oprettet og står lige nu med et java script, der tæller tiden ned til jeg skal af sted. Sindet er i den grad fyldt med forventninger. Det er svært at koncentrere sig om ret meget andet end den forestående rejse. Jeg forbereder mig på bedste vis ud fra, hvad jeg tidligere har erfaret.

Undervejs slår det mig ved søgen her og der, at Kina, der i tidligere tider nærmest var en overset plamage på verdenskortet, i dag må betragtes som et af verdens mest gennemfotograferede lande. Flicker alene rummer ca. 2,5 millioner billeder af landet. (Værs’go at tælle efter ;-).

Ved et gennemsyn af de mange billeder, kan man ikke undgå at spørge sig selv: Hvad kan jeg overhovedet bidrage med? Shanghai, Nanjing, Wohan, De tre Kløfter osv. deropad, når man følger Yangtze vestover. Alt er gennemfotograferet årstid efter årstid året rundt. Billeder af de samme lokaliteter er taget i både klar sol og tågedis. Her er ikke noget at komme efter, hvad enten det drejer sig om turistbilleder (se mig her og se mig der), eller professionelle billeder i udsøgt teknisk kvalitet taget på den bedste årstid. Her er allerede, de drømmeskud jeg selv ville være pokkers stolt af ... Hvis jeg altså selv havde taget dem! Jeg kunne for den sags skyld blive hjemme og nøjes med at se billeder på Nettet. Sideshow efter slideshow.

Men, nej! Vigtigere end frihedsrettigheder som f.eks. ytringsfrihed er vel retten til at se verden med egne øjne. Hvad skulle man ellers ytre sig om? Billeder er som ord. De fortæller en historie. Ord sættes konstant sammen på nye måder og giver os ny mening. På samme måde er det med billeder. Selvom Kina i vore dage er gennemfotograferet, og landets æld gamle historie er fortalt igen og igen er der stadig meget af ikke mindst Kinas nyere og mere faktuelle historie, der trænger til at blive fortalt.

Om mine billeder kan bidrage med noget væsentligt, skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan kun se Kina fra mit ståsted og min øjenhøjde på det tidspunkt jeg er til stede. Det er, hvad der gives mig at berette om.

Billedet af Kina, som jeg ser det, er svimlende. Det ændrer sig fra dag til dag. Det gælder ikke mindst billedet af Yangtze. Det store dæmningsprojekt ved De tre Kløfter og dets økologiske, menneskelige og kulturelle konsekvenser fremlægges til et overdådigt, men også forvirrende skue. Dem der bestemmer over virkeligheden i Kina sagde for nogle måneder siden, at kun 1,4 millioner mennesker skulle flyttes i forbindelse med dæmningen, nu har man lige korrigeret tallet og lagt 4 – 5 millioner mennesker mere til . Samtidig har man åbnet for muligheden af at der kan komme endnu flere menneskeforflytninger i fremtiden, hvis det bliver nødvendigt.

For nylig så jeg en opgørelse, der sagde at Kineserne hvert år smider 25 milliarder tons affald i Yangtze. Det hedder sig, at floden hidtil har været selvrensende pga. den store vandgennemstrømning.

"Selvrensende?" Spørger man sig selv. 25 mia. tons affald forsvinder ikke helt af sig selv. Heller ikke selvom det måske er skjult for øjet. Alt havner et sted og giver efter mine begreber konsekvenser for eftertiden. Det gælder, hvad enten affaldet består af tunge lastbiler og udslidte traktorer i den ene ende eller flydende kemikalier i den anden. Som vilkårene er i dag, er det i stor udstrækning Det Østkinesiske Hav der tager imod. Tiden får vise hvad der her vil ske. Ud fra en dansk erfaringsverden, kan man gætte på både algevækst, iltsvind og hvad deraf følger. Måske er jeg klogere, når jeg kommer hjem.

Dazyland kalder man en skræmmeversion af Danmark som turistland. Man forstiller sig danskere i nationaldragt, der mod betaling i fremmed valuta danser træskovals for rige tyskere, amerikanere og/eller hvem der ellers gider betale. I Danmark gruer vi ved en sådan tanke. Kinesere har tydeligvis ikke de samme skrubler. Det kan man se af de mange turistbilleder. Har man lokalt i Kina ikke nationaldragter nok ”genopdager” eller designer man nogle nogle nye til ære for turisterne. Det samme gælder musikinstrumenter, for der skal både danses, spilles og synges for det tilstrømmende publikum overalt. Det giver os som turister noget at bruge vores fotografiapparater til, og det giver de kineserne myndigheder en masse fremmed valuta ned i statskassen. Selvfølgelig falder der også lidt af til de optrædende kinesere, ellers dansede de vel ikke rundt aften efter aften.

Man kan godt sørge over det folkeliv og de æld gamle kulturminder, der forsvinder ved dæmningsværkets endelige ibrugtagning, men man bør samtidig spørge sig selv, hvad alternativet er. Kineserne har katastrofal brug for energi. Når man begræder de forsvundne kulturminder, bør man også begræde Kinas engagement i Burma og Darfur, man bør begræde de 13 mænd, der gennemsnitligt dræbes hver dag i kinesiske kulminer. Man bør også begræde surregn og de millioner af mennesker (børn såvel som voksne), der langsomt får ødelagt deres åndedræt pga. bl.a. kulos. Kina bliver nu i større grad selvforsynet af, hvad vi i en vis forstand kan kalde "ren" energi. Yangtze-flodens tilbagevendende vildskab bliver samtidig tilnærmelsesvis tæmmet, så oversvømmelseskatastrofer reduceres eller undgås, og større skibe kan fremover sejle op ad den nu regulerede flod og dermed bringe udvikling og velstand dybere ind i Kina. Det kan ikke nægtes, at der er store forhåbninger knyttet til det enorme ingeniørprojekt, de kinesiske myndigheder med rette er meget stolte af. Det bliver spændende at se det med egne øjne. Det bliver ikke mindre spændende af følge konsekvenserne.

Xinhua taler helt tydeligt med flere tunger, når man fra officielt hold udtaler sig om de miljømæssige konsekvenser af dæmningsprojektet. Nogle informationer er tiltænkt hjemmepublikummet og andre er tiltænkt udlandet og dets miljø-kritiske forskere og journalister. Situationen blev for nylig helt grotesk, hvor to samtidige udsendte og totalt modstridende informationer skrevet af samme forfatter, ved en fejltagelse blev blandet. "Three Gorges could lead to environmental catastrophe"-historien var ikke ment for det Kinesiske hjemmepublikum. Du kan læse videre her, her og her (på engelsk).

Således var ordene 5 dage, 3 timer og 11 minutter før take-off.

Det nærsynede Kina

Kinafocus — Tue, 16 Oct 2007 14:51:00 +0000

At kinesere har skæve øjne ved enhver. Der er færre, der ved, at man med rette kan kalde Kina for verdens mest nærsynede land. 50 – 60 % af landets børn og unge må ud fra nogle netop afsluttede undersøgelser formodes at være nærsynet. Kina har 1,5 gange så mange nærsynede personer som verdensgennemsnittet. Jfr. Xinhoanet.

På den baggrund er det ikke svært at forstå, at kinesere kalder deres land ”Riget i midten” ;-)

Åndelig nærsynethed kan man kalde det, når Kina har svært ved at forstå retsprincipperne i den vestlige verden. Når kineserne f.eks. harcelerer over, at verdens mest magtfulde kvinde Angela Merkel (ud fra kinesernes synspunkt) tiltager sig ret til at hilse på en af det officielle Kinas yndlingsuvenner, Det frie Tibets åndelige leder og nobelpristager Dalai Lama. Ja, så udstiller Kina sig selv.

Det Kina der igen og igen fastslår, at man ikke må blande sig i andre landes indre anliggender. De blander sig på aggressiv vis i, hvad den tyske regeringschef må foretage sig i sit eget land. Ikke nok med det. De straffer Tyskland ved nu at melde afbud til en forstående konference om (selvfølgelig) menneskerettigheder, der i december måned afholdes i netop Tyskland. På diplomatisk vis siger kineserne dog, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre, men ærlig talt. Hvem tror på det?

Det er tydeligt for enhver normaltseende (med eller uden biller) at se, hvordan Kina forsøger på at intimidere vestlige ledere og på den måde sjakre med frihedsrettighederne i vores del af verden. Som vi allerede nu har set det, kan forsøget kun give bagslag for kineserne. Vestlige ledere står på nuværende tidspunkt nærmest i kø for at mødes med Dalai Lama. Præsident Bush holder i dag møde med ham. Den amerikanske kongres tildeler ham i morgen USA's fineste fortjenstmedalje, Kongressens Guldmedalje.

"Jeg håber, at USA vil korrigere deres fejltagelser og aflyse de relevante arrangementer og stoppe med at blande sig i Kinas interne anliggender«, sagde talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium, Liu Jianchao, under en nyhedskonference uden tanke for, at han selv blandede sig i USA's indre anliggender. At Kina kujonerer sit eget folk, det ved vi, og de har gennem tiderne haft en vis succes med det, men det virker ynkeligt, når de forsøger at kujonere statsledere i andre lande.

Flere navnkundige statsledere har meldt sig klar til at mødes med Dalai Lama. Inden længe skal han til Canada, England og… Hvem ved? Måske også en tur til Danmark. Anders Fogh kan ikke i denne sammenhæng stå tilbage som en tøsedreng. Han ynder, som vi ved, at trampe i takt med George W Bush og Toni Bl… Nå, nej… Nu hedder han Gordon Brown. Men alligevel. Anders Fogh må fremsende invitationskortet så hurtigt som muligt, og få det sendt inden Danmark kommer for langt ned i rækken af lande, der ønsker at modtage Dalai Lama her på hans nye verdensturné. De nærsynede kinesiske ledere må om ikke indse, så konstatere at deres justitsområde ikke strækker sig længere end til deres eget lands grænser.

Problemet med de mange nærsynede kinesere kan løses med nogle flere optikere i landet og en billigere tilgang til briller. Den åndelige nærsynethed er værre. Her kan man ikke blot anskaffe nye briller. Den moralske optik i Kina er stadig i stor grad præget af den hensynsløse volds- og magtretorik som prægede Kina i 60’erne og 70’erne. Det er et fremskridt, at man nu kan få en forsvarsadvokat i Kina, siges det, men når lovene ikke respekteres og når forsvarsadvokaten ikke får ordentlige arbejdsvilkår, bliver bortført, interneret, bestjålet, får bøllebank mm., så er det stadig ”ma ma hu hu” (så som så) med kinesernes åndelige klarsyn.

早上好 (zao shang hao) 你好吗 (ni hao ma?)

Kinafocus — Tue, 09 Oct 2007 22:06:00 +0000

Sådan lyder mit CD-afspillende vækkeur hver morgen. Fra websitet ChinesePod.com har jeg downloadet en serie kinesiske sproglektioner i mp3-format. De første 10 lektioner er brændt ud på en CD-skive og afspilles hver morgen. Første lektion starter på kinesisk med sætningen: ”God morgen” og ”Hvordan har du det?” Halvvejs i søvne og pr. refleks svarer jeg: ”Zao shang hao! Wo heng hao,xie xie! Ni na?” (我恒好, 谢谢! 你那),hvilket skulle betyde noget i retning af: ”God morgen! Jeg har det udmærket, tak! Og du?”

Dagen er i gang og mine to nye venner fra ChinesePod.com pludrer hyggeligt videre i højtaleren på engelsk om finurligheder i det kinesiske sprog. På den måde gentager de udvalgte kinesiske gloser igen og igen, mens jeg samler kræfter til at stå ud af sengen og komme i gang med dagen.

Nedtællingen er i gang til min næste rejse til Kina. Der er i skrivende stund 37 dage, 16 timer og 38 minutter til mit fly letter fra Kastrup Lufthavn. Forberedelsestrangen er så småt ved at melde sig. Mit nye ”selskydende” Ixus-kamera er købt sammen med et kompakt tre-fods-stativ til rejsebrug. Nu skal jeg bare lære at bruge det. I sidste uge var jeg så heldig at Fakta havde kufferter på tilbud. Jeg fik sikret mig en af de største. Det føles rart sådan at gå og forberede sig lidt i det små.

Det er mit håb at få lært nogle flere kinesisk gloser inden jeg igen står i Kina.

- Er den form for sprogindlæring man får via podcasting effektiv? kan man spørge.

Det er det jeg prøver på at finde ud af. At det virker er jeg ikke i tvivl om, jeg tager nogle gange mig selv i spontant og halvhøjt at sige ting på kinesisk, at komme med udbrud eller at svare på kinesisk, når nogen spørger mig om noget, der har relation til min papegøjeindlæring. Til indlæring af standardfraser på kinesisk fungerer podcasting udmærket, men derfra og videre til at forstå, hvad det er man selv siger er der et stykke vej. Mit svar må på kinesisk blive noget i retning af: ”Ma ma, hu hu” (马马虎虎)(ordret oversat: ”hest, hest, tiger, tiger”). Det er mig stadig en gåde, hvordan den frase blive til det vi på dansk kalder ”Så som så”.

Skulle du have lyst til at stifte bekendskab med kinesisk via podcasting, kan du kikke nærmere her:

Learn Chinesepod on Your Terms at ChinesePod.com

Du kan også vælge at gå ind på deres hjemmeside og se på omfanget af deres efterhånden omfattende undervisningsmateriale. Skulle du få lyst kan du melde dig til en gratis prøveperiode.

Free Burma!

Kinafocus — Wed, 03 Oct 2007 23:53:00 +0000

Sidste uge bød på en rigtig øjenåbner. De mange munke, der kom gående barfodet og i snor lige rækker gennem Rangoon gader. Munke der ellers lever afsondret og nøjsomt. De valgte at gå på gaden fordi nogle benzinpriser var blet fordoblet. Vi så de øvrige indbyggere i Rangoon blev modigere og modigere dag for dag efterhånden som de så, at der ikke skete munkene noget. Myndighederne - eller regimet som Burmas selvforkælede og illegitime magttilranere vel bør omtalels. Regimet turde ikke gøre munkene noget. Troede man, men man blev klogere. Det bliver vi andre forhåbentlig også, for her er virkelig noget at lære!

Selvfølgelig gik det galt. Der kom drab i gaderne. Vi ser en japansk journalist blive skud ned på åben gade. I et kort glimt ser vi ham falde til jorden med begge arme rakt op over hovet som tegn på overgivelse. Manden var rejst ind i Burma på turistvisum, lyder det tørt fra den kinesiske sandhedsfabrik Xinhoa. Har det udsagn en pointe? spørger man sig selv. Mener Xinhoa at man godt må skyde en japaner med begge arme i vejret ned på åben gade, når han rejser på turistvisum?

Man undres. Man undres også over at Xinhoa ligesom de kinesiske myndigheder er så bemærkelsesværdig tavse under hele opstanden i Burma. Mod slutningen af den nu morderisk nedkæmpede opstand kom Xinhoa med nogle minimalistiske oplysninger om den seneste uges begivenheder. Oplysninger der fuldstændig følger kup-juntaens oplysninger. Få mennesker er døde under urolighederne og en del flere er såret hedder det. Løgnagtigt for alle, der har øjne i hovedet fremturer Xinhoa med oplysninger om, at det er gået hårdere ud over Burmas sikkerhedsstyrker end over demonstranterne i Burma.

Hvad Xinhoa ikke fortæller er, at Kina gennem de sidste 10 - 20 år nærmest har defacto-annekteret Burma og gjort landet til noget, der ligner en kinesisk provins. Visse steder er grænseovervågningen mellem Kina og Burma helt væk. Folk færdes frit frem og tilbage. Der handles med kinesike penge i store dele af Burma, kinesiske håndværkere og handlende vrimler frem overalt. Der skiltes på kinesisk i store områder af landet og der rejses store lystavler med kinesisk reklame og propaganda. Ca. 90 % af de våben, der anvendes til at holde folket nede i Burmas alt for store hær kommer fra... Ja, rigtig gættet Kina. "Harmonisering" af Burmas befolkning, vil Kina sikkert kalde det.

Hvorom alting er, så har protesterne i Rangoons gader udstillet Kina. Kina er ikke det samme land i dag, som det var for 14 dage siden. Netop her op til Nationalkongressen, der starter den 15. oktober har landet nu pådraget sig to grimme pletter på dets ellers nærmest manisk polerede nationale image. At "Made in China" ikke er det kvalitetsmærke, som mange kinesere har forsøgt at bilde sig selv ind at det var, har gjort ondt. Og nu det her: Vi ser Kina som landet, der snylter på verdensopinionen ved at lave lukrative forretninger med lande, som andre af verdens lande i samvittighedens og anstændighedens navn boykotter. Lyset falder nu på et Kina, der er isendede kold over for frihedstrangen i deres eget naboland. De sælger våben og andet udstyr til at hjælpe nabolandets bødelregering med at knægte friheden. Det er ikke kun blodige penge, Kina tjener her. Det er også usselt tjente penge. Så længe Kina bestemmer får Burmerne ikke lov at rejse sig. De tidligere så verdensrevolutionære kinesere er i dag mere rovlystne end de værste kapitalister.

Burmas heroisme bliver Kinas skam, sådan lyd overskriften på en artikel i TimesOnline fra i mandags. Du kan læse den her (på engelsk).

Kinesiske medier træder varsomt, når det gælder Burma. En overskrift fra Asia Times Online. Du finder artiklen her (på engelsk). Fra et andet link til samme avis kan du også læse om, hvordan Kina gennem tiderne har taget vare på "sit kongerige af jade", Burma. Find artiklen her.

Ondskaben har fået en ny akse, Burma-Darfur-China, skriver ocregister. Læs her (på engelsk).

Hvis Madeleine var kineser...

Kinafocus — Sun, 30 Sep 2007 17:42:00 +0000

I de her dage, hvor Madeleines genfærd for anden gang har vist sig i Marokko og hvor hele Europa i månedsvis har deltaget i eftersøgningen af hende, kan det fortsat undre mig, hvor lidt ravage det laver her i landet, når uledsagede børn forsvinder fra danske flygtningecentre. De danske myndigheder trækker blot afmægtigt på skulderen, og der kommer måske en lille notits i avisen, hvor man kan læse, at det er et vedvarende problem, som der desværre ikke er noget at gøre ved.

"500 kinesiske børn befriet fra slaveri" forlød det fra dagbladet Politiken i midten af juni måned i år. Journalisten Liv Mygind var kommet undervejs med en historie om nogle børn, der var blevet befriet fra et teglværk ved en storstilet aktion. 550 børn var befriet forlød det fra Xinhoa og flere børn ville sikkert følge efter. Eftersøgningen efter bortrøvede børn fortsatte ihærdigt og der var tilkaldt eksperter til området, hvor slavebørnene var fundet. 400 fædre til forsvundne børn stod sammen om en appel til offentligheden. 800 – 1.000 forældre mødte op ved den TV-station der først bragte nyheden om de fundne slavebørn i håb om at deres eget barn var imellem 1), 2), 3) 4).

Hvad er der sket siden?

Myndighederne har været tavse om sagen, de 550 børn svandt lidt efter lidt ind til mindre end 400 personer, hvoraf færre end 10 personer med rette kunne kaldes børn. Teglværkets ejer er dømt til døden. Nogle siger, han er dømt til døden for sin forbrydelse. Andre siger han er dømt til døden fordi teglværket han ejede ikke gav så stort et overskud, at han havde penge nok til at betale sine beskyttere indenfor partiet og administrationen. Flere slaver dukkede senere op her og der. Man havde glemt at befri dem, så de havde befriet sig selv nu slavepiskerne ikke var der mere til at passe på dem 5) . Andre børn var stukket af en mørk nat under en strømafbrydelse. Deres historier kan læses på nettet.

I begyndelsen af denne måned kunne man i China Daily læse om et tværministerielt kinesisk panel af kyndige personer, der inden udløbet af indeværende år skal forsøge at lave en eller anden mekanisme til at bekæmpe menneskehandel i Kina. Man håber at kunne sætte noget i værk fra begyndelsen af 2008 6). Til det kan man kun sige: Jo, før jo bedre! Det haster virkelig. Ifølge Taipei News stjæles der 190 børn pr. dag i moderlandet Kina 7). Lidt provokerende kan man sige at 190 forsvundne børn er 190 gange Madeleine pr. dag!

En dokumentarfilm om menneskehandel i Kina er undervejs til belysning af problemet. Du kan se forfilmen her.

Send billige SMS’er til Kina

Kinafocus — Thu, 27 Sep 2007 09:53:00 +0000

For en pris af helt ned til 16 øre pr. stk. kan du sende SMS’er til dine venner og bekendte i Kina.

Gennem lidt mere end det sidste års tid har jeg jævnligt sendt SMS’er til mine venner og bekendte i Kina. Sidste sommer købte jeg et abonnement på 200 SMS’er hos "talk2china.com". Prisen for de 200 SMS'er den gang var som nu 10 $, altså ungefær 27 øre pr. SMS. Køber man 1000 SMS’er på en gang er prisen pr. SMS helt nede på 16 øre. Hvis mine venner i Kina besvarer mine SMS’er er prisen for dem 0,1 RMB, altså omkring 7 (DK) øre pr. SMS. Beholder mine venner blot én af mine SMS’er i mobiltelefonen, kan de til enhver tid ”besvare” denne SMS, altså - i praksis - sende mig en ny SMS til samme pris igen og igen.

SMS’er sendes og modtages på Talk2china’s hjemmeside, hvor man frit kan vælge mellem en engelsk- eller kinesisk sproget side til at sende og modtage SMS’er fra. Både telefonnumre, sendte og modtagne SMS’er forbliver på siden så længe man ønsker det og bruges når og hvor men ønsker det. Indkomne SMS’er kan videresendes automatisk som e-mail hvorhen det ønskes.

Som tekst i SMS'erne tillades både simplificerede kinesiske skrifttegn og samtlige tegn og bogstaver fra det engelske alfabet (altså ikke noget med æ, ø og å). Man har 60 kinesiske og 120 engelske skrifttegn pr. SMS, men man skal være opmærksom på at SMS’en beskæres ved første "ulovlige" tegn og at samtlige tegn takseres som kinesiske, hvis blot ét tegn i meddelelsen er kinesisk.

Der kan afsendes gruppe-SMS’er, hvad jeg dog ikke har prøvet. Derimod har jeg ofte benyttet mig af muligheden for at ”time” fremsendelsen af mine SMS’er. En fødselsdagshilsen kan sendes lang tid i forvejen, så man er sikker på at huske fødselsdagen, eller man kan tage hensyn til tidsforskydningen mellem Danmark og Kina, så man ikke forstyrrer folk midt om natten, man timer blot fremsendelsen til næste morgen kinesisk tid. På den måde kan man også tage hensyn til modtagerens dagsprogram, arbejdstider mm.

Føler du dig besnæret af tanken, så læg turen forbi http://www.talk2china.com/english/index.php og læs mere. Lader du dig registrere får du uforpligtiget 5 gratis prøve-SMS’er. Ønsker du flere, må du betale dig frem.

Til slut: Nej, jeg har hverken aktier eller andele i firmaet og jeg får på ingen måde penge for at anbefale Talk2china. Jeg gør det fordi jeg selv har haft - og fortsat har - enorm stor glæde af at sende billige SMS’er til Kina.

Månekager med indbagt budskab

Kinafocus — Wed, 26 Sep 2007 11:02:00 +0000

I disse dage fejres midt-efterårsfestivalen (中间秋天节日) i Kina. Den eksakte dato for festivalen er den 15. dag i den 8. kinesiske kalendermåned. I år faldt dagen på den 25. september.

Efterårsfestivalen er tæt knyttet til fuldmåne og fejres bl.a. med nogle såkaldte månekager. Disse månekager er et minde om en gang for mange år tilbage, hvor kineserne gjorde oprør mod mongolerne. Da man vidste mongolerne ikke spiste kager indbagte man meddelelser til hinanden om det forestående oprør i kager. Oprøret lykkedes og månekagerne er nu som hyldest til en svunden tid blevet en tradition. Kagerne spises enten i fællesskab, hvor man tager ud i naturen og spiser dem som en slags gestus til den frie natur og som en fejring af årets vel overståede høst. De gives også bort som gaver til venner og familie. De rigt dekorerede og smukt indpakkede kager, som vurderet på udseendet ligner vestlige delikatesser (og vist også af kinesere anses for at være det), smager bestemt ikke derefter. Måske er det noget man som vesterlænding skal vænne sig til. Smagen er ganske speciel. Bedøm selv. Kagerne sælges over hele verden i kinesiske butikker i de her dage også i Danmark.

Som på mongolernes tid har månekagerne stadig et indbagt budskab. I dag handler budskabet om inflation og fødevaresikkerhed.

Månekagerne er temmelig populære. De sælges i store mængder hvert år omkring efterårsfestivalen, og da kinesere år for år kommer til flere og flere penge, er prisen på månekager steget kraftigt år for år. Kagerne er blevet et symbol på de stigende fødevarepriser og dermed et symbol på den tiltagende inflation i Kina. At maden stiger lidt i pris dag for dag mærkes ikke så tydeligt, som når prisen på månekager stiger kraftigt år for år.

At fødevaresikkerheden I Kina ikke er så god, som den burde være fremgår af, at statslige myndigheder anbefaler kinesere at holde sig til månekager der er sikkerhedsgodkendte. Man udstyrer sikkerhedsgodkendte kager med et specielt ”QS”-mærke (Quality Safety) og udtrykker stolthed over, at mere end en tredjedel af alle producenter af månekager er sikkerhedsgodkendte. Kriterierne for og hvilken kontrol der konkret er med tildeling af QS-mækerne oplyses ikke. Kvalitetsmærkerne kan for den sags skyld være uddelt i flæng eller til producenter myndighederne af en eller anden grund sympatiserer med. At kineserne i anden sammenhæng er eksperter i fremstilling af falske ægthedsbeviser er en helt anden sag.

Når myndighederne nu QS-mærker en tredjedel af alle månekager må det få enhver iagttager til at tænke: Når en tredjedel af kagerne siges at være sikre, hvad så med de resterende to tredjedele af kagerne?

Jo, månekagerne har stadig et budskab til kineserne.

Se video

Se CCTV's website i anledning af dette års Midt-efterårs-festival her.

Wu-pige (IV)

Kinafocus — Sun, 23 Sep 2007 21:14:00 +0000

Undskyld piger i Kina.

Måske skal I ikke være så kede af det, når I bliver frasorteret før, under eller efter fødslen, for der skal stærke skuldre til. Kina behøver individer med meget stærke skuldre. Læs lige her:

I år 2030 er den ideelle familiestruktur i Kina den, at en voksen person på sine skuldre bærer to forældre og fire bedsteforældre. Han eller hun vil ikke have hverken mostre, onkler, fastre, farbrødre, morbrødre, kusiner eller fætre at rådslå sig med endsige aflaste sig, når plejen af de game bliver for besværlig.

Har Kina ikke til den tid afskaffet kvindekønnet (eller giftet det bort til den vestlige verden), kan man forestille sig den situation at to personer af forskellige køn gifter sig med hinanden. Takket være en ny regeringsbestemmelse kan parret nu, da de begge er enebørn føde sig to børn. Gør de det, vil de tilsammen have en forsørgerbyrde på 2 børn, 4 (sviger)forældre og 8 bedsteforældre. Lad os håbe for parret her, at bedsteforældrene ikke bliver for gamle, for syge og for plejekrævende. Der kan hurtigt blive noget at se til!

Omkring sig i samfundet vil vor tænkte lille familie have utallige gamle mennesker, der er på vej til at dø. De lever kummerligt og uforsørget fordi, deres søn stak af eller måske ikke var så heldig at finde sig en kone, der kunne føde en arving til at holde liv i stamtræet og dermed holde dem forsørget.

Hvis teknologien til den tid har brug for samlebåndsfabrikker, vil de være flyttet til lande, hvor der er mennesker til at betjene maskinerne. De mange fabrikker, der i dag hjælper Kina med at ranke ryggen økonomisk, forsvinder lige så hurtigt som de kom og i takt med at den kinesiske befolkning gråner ud, nedslides eller af andre grunde ikke længere kan bruges i produktionen.

Til dig der nu bliver bekymret på Kinas vegne, kan jeg sige, at det behøver du bestemt ikke. Du kan føle dig aldeles tryg. De kinesiske myndigheder har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje. Ovenstående oplysninger stammer hverken fra den kinesiske regering, KKP, Folkets Dagblad eller Xinhoa Net. (Hellige være deres navne. Thi de alene vide!) Oplysningerne her har derfor, som du nok kan regne ud, efter kinesisk praksis ingen sandhedsværdi i dagens Kina og bør derfor ikke bekymre, - i hvert fald ikke før det er for sent. Til den tid kan du være sikker på, at problemet vil blive løst effektivt og resolut ved, at myndighederne til alles glæde og ved offentligt skue skyder en synder eller to.

Gode råd vedrørende rejse til Kina

Kinafocus — Tue, 04 Sep 2007 09:21:00 +0000

Husk passet!

Selvfølgelig skal du huske passet, men det er også en god idé at medbringe et eller flere fotokopier af den laminerede side i dit pas. Frist ikke forkerte elementer ved at gå rundt i Kina og vise dit pas frem offentligt. Et dansk pas er mindst 6. – 7.000 yuan værd på det sorte marked og det er pokkers svært at få et nyt, mens du er derude. Lad passet blive hjemme på hotellet eller hvor du end bor gerne i en bankboks og hav så i stedet fotokopier med dig rundt til legitimation.

Visitkort

Mens vi er ved det med legitimation. Kinesere elsker at samle på kontakter. Det er præstigegivende at have set eller snakket med en vesterlænding. De vil gerne have dit navn og adresse, men har ofte besvær med at skrive vore latinske bogstaver. Hvis du ikke allerede har, så lav dig nogle visitkort, du kan dele ud til folk, du kommer i kontakt med. Du behøver ikke at få en professionel trykker til det. Det kan gøres nemt og billigt i et almindeligt tekstbehandlingsprogram som f.eks Word.

Aktuel adresse skrevet på kinesisk

Når du bevæger dig rundt i Kina hvad enten det er på egen hånd eller i selskab med andre er det klogt at have din adresse på hotellet eller hvor du ellers bor skrevet på kinesisk. Man kan blive væk fra sit selskab og man kan miste orienteringen. Her hjælper en lille lap papir med sin adresse eller f.eks. en tryksag fra sit hotel med hotellets navn. Vær opmærksom på, at ikke alle kinesere (heller ikke taxa-chauffører) kan læse, men de finder lyn hurtigt én der kan og på den måde finder du sikkert hjem igen.

Søg viden...

Få så megen viden om det sted du rejser til før du rejser. Hav eventuelt dansksproget informationsmateriale med derud. Engelsksproget materiale kan købes billigere og bedre derude både i butikker og på gaden. Jo mere du ved om stedet før du rejser, jo mere meningsfuld bliver din rejse og jo mere hænger ved som rejseminder, når du kommer hjem.

Rejser du alene eller færdes du på egen hånd kan en god rejseparlør være yderst hjælpsom. Det samme gælder pen og papir. Det du ikke kan sige på kinesisk, kan du måske få nogen til at skrive for dig på en lap papir. Priser på en vare når der købslås udveksles bedre, når den er skrevet på et stykke papir (eller måske tastet på en lommeregner).

Et digitalkamera kan bruges til andet end at tage billeder af ferieminder. Det kan også bruges til at tage billeder af den bestemte vare man er interesseret i, f.eks. et bestemt te-mærke. Det er nemmere at vise ekspedienten i forretningen et foto af en ønsket ting her en te-dåse end at gå alle butikkens te-mærker igennem hylde for hylde for efter erindringen at finde den der ligner.

Kender man ikke eller kan man ikke huske navnet på en bestemt lokalitet, hvor man har været kan man måske skitsere stedet på et stykke papir. Man kan også tage billeder af stedet og/eller et vejskilt i nærheden. Senere kan man så få opklaret, hvor man har været.

Rejsevaluta

Med hensyn til rejsevaluta kan det ikke betale sig først at veksle til dollars eller euro for derefter igen at veksle til kinesiske yuan. Herved kommer du til at betale vekselgebyr to gange. Du kan veksle direkte fra danske kroner (DKK) til kinesiske yuan (CNY) eller RMB, som de også hedder.
Det er en god idé at have lidt kinesiske penge på lommen, når man ankommer til Kina. Der kan gå lidt tid fra man ankommer til man første gang får lejlighed til at veksle penge eller trække dem i en automat. I dag kan man uden problemer veksle til yuan hjemmefra. Forex’s mange valuta-forretninger rundt om i landet ligger altid inde med et vist kvantum yuan. Skal du veksle mange penge, er det en god idé at bestille dem i forvejen.

Vær forberedt på at kinesiske penge fylder meget. Den største kinesiske pengeseddel er på hundrede yuan. Veksler du blot et par tusinde danske kroner, får du omkring 28 store pengesedler du skal have plads til i din pengepung. Pungen bliver svær at lukke.

Bevæger du dig på civiliserede steder i Kina, behøver du ikke have så mange rede penge med hjemmefra. Du kan trække dem i en ofte delvis engelsksproget kontantautomat ved hjælp af dit kreditkort. Kontantautomater findes ved mange banker i byerne og på flere af de store hoteller. Store forretninger og handelsforetagender tager uden problemer imod kreditkort.

Det kan være en sælsom fornøjelse at veksle penge i Kina. Der kan være spidsbelastning hvad enten du vælger at veksle penge på hotellet eller i en bank. Mange mennesker kommer først i tanker om at de skal veksle penge om morgenen lige inden de skal af sted på tur eller i byen og handle. Det giver lange og ofte umulige køer, hvor man på desperat vis ikke har tid nok; bussen eller de øvrige i selskabet venter! I kinesiske banker kan det tage oceaner af tid at kæmpe sig gennem en forbandet lang kø. Somme tider har kinesere en eksemplarisk køkultur og til andre tider slet ikke noget der ligner. I sidste tilfælde gælder det om at møve sig frem. På det felt er kinesere dygtige, skal jeg huske at sige!

Kursen på 100 yuan (RMB eller CNY) har gennem sommeren ligget mellem 71 og 73 danske kroner. Du kan se den aktuelle kurs her.

Om at bruge tre pengepunge i stedet for kun én

Når jeg selv færdes rundt i Kina har jeg altid tre tegnebøger med mig. Min gode gamle tegnebog hjemme fra Danmark med mine danske penge og med de forskellige ting, der nu engang hører hjemme i min tegnebog. Til brug i Kina har jeg så to tegnebøger, en aktuel tegnebog, som jeg tager op af lommen, når jeg handler eller på anden måde betaler for et eller andet. Den tredje og sidste tegnebog er til ”reserve-kapitalen”.

Når man købslår med kinesere, kan man komme ud for at den handlende tager tegnebogen ud af hånden på én og frejdigt giver sig i lag med at tælle de penge, der er i. Prisen på den vare, man står og er i færd med at købslå om kommer så til at afhænge af, hvor mange penge, man har i tegnebogen.

Det er ikke alle kinesere, der er så frække at de ligefrem tager tegnebogen ud af hånden på en. Andre måske omkringstående handlende nøjes med at kaste et falkeblik ned i ens pung, mens man slutter en handel med en anden handlende. Herudfra vurdere de, om man skal være deres næste offer, når de med iver faldbyder deres varer. Ser den eller de handlende, at man har mange penge i pungen, får man simpelthen ikke lov at være i fred. Du kan være sikker på, at har blot én handlende fundet dig som et værdigt offer følger flere efter.

Harmoni med særlige kinesisk kendetegn

Du skal ikke blive forskrækket, hvis den handlende, kassedamen eller hvem det nu er, der tager mod dine penge begynder at ruske i de pengesedler du lige har betalt med, pengesedlerne holdes op mod lyset og i øvrigt stirres eller skules der mistroisk på dig. Du er ikke under anklage for noget. Det er blot ganske almindelig praksis flere steder. Enkelte steder kan du komme ud for, at der står en speciel ”pengeseddelrusker” bag ved kassedamen. En person som dagen lang har til opgave at ruske i alle pengesedler, der modtages i kassen. Det er hendes job. Hendes handlinger og hendes mistroiske blikke skal ses i sammenhæng med de uniformerede og som regel bevæbnede vagter, der går rundt indenfor og/eller står opstillet udenfor bygningen. De er

ment for at skabe ”harmoni” i forretningen. "Harmoni" her i kinesisk betydning af ordet.

Fotoudstyr.
Der er ikke nogen særlig gevinst ved at købe fotoudstyr i Kina. Priserne på ægte mærkevarer er nogenlunde de samme i Kina som i Danmark. Køber du et billigt kinesisk kamera risikerer du at købe noget bras, der ikke er pengene værd.

Billige eller ordinære specialbatterier til dit kamera køber du bedst og sikrest i Danmark. Det samme gælder hukommelseskort.

Er du kommet i bekneb for enten batteri eller hukommelseskort, så bed om lov til at få testet batteriet før du køber det. Bed eventuelt forhandleren om at lade batteriet op for dig først, så du kan se om, der overhovedet kan komme strøm på. Hukommelseskort skal du bede om lov til at formatere i dit kamera, før du køber det. Hvis det kan formateres, så se om kortet rummer den hukommelse, der står på forpakningen og tag et par billeder for at kontrollere om der kan gemmes billeder på kortet. Selv her kan du ikke være sikker. Du kan stadig risikere at billederne ikke kan læses ind på din computer, når du kommer hjem. Kineserne er eksperter i det, der kaldes ”fakeware”, så blev ikke for sur på dig selv, hvis du alligevel går i fælden. Vi er mange, der er blevet fuppet før dig.

Vælger du at få dine billeder på dit hukommelseskortet læst over på en CD-rom er det ikke nok at aftale prisen pr. CD før du indgår aftale. Du skal også aftale, hvor meget, der fyldes på hver enkelt CD/DVD. En pris på 20 yuan pr. CD kan synes fair, men hvis forhandleren kun kommer 200 megabyte på hver skive, bliver det pludselig dyrt. Normalt rummer en CD 700 megabyte og en DVD 4,7 gigabyte.

Løst kameraudstyr som stativ, taske, filtre mm. kan købes med fordel, hvis man ser sig for og ved, hvad man går efter. Almindelige standard batterier, som kendes herhjemmefra kan med stor fordel købes alle steder i Kina.

Elektrisitet og strømforhold

Kina har 220 volt i stikkontakterne. Enkelte hoteller har internationale stikkontakter i væggene, hvor du blot kan tilslutte dit grej, barbermaskine, oplader eller hvad du nu har med hjemmefra. Alle andre steder i Kina har man stikkontakter til flade stik. På nogle hoteller kan du låne eller leje et eller flere mellemstik til dine danske elstik. Du kan også medbringe et internationalt el-adaptor-sæt hjemmefra. Det kan købes for få penge eller du kan eventuelt låne det hos dine venner. Har du brug for flere end ét stik, kan en almindelig dansk stikdåse med x antal kontakter gøre underværker. Du slutter den danske stikdåse til din adaptor, som du igen slutter til det kinesiske stik i væggen. Nu har du så x-antal danske stikkontakter.

Lommelygter

En eller to lommelygter kan også være værd at have med. En lille lommelygte til at have i flyet, hvis du skal se i din taske om natten, eller hvis du eller andre taber noget på gulvet i flyet, hvor du sidder. Det er ikke altid lige lækkert at rage sig frem i mørket med hænderne i forsøg på at finde det, der er blevet væk.

Gadebelysningen og vejbelægningen i Kina er ikke altid lige ideel, så hvis man ønsker at færdes ude efter mørkets frembrud, kan det være en stor fordel at kunne se, hvor ens fod træder. Til din orientering: Der er stadig kinesere, der lufter børn, som vi i Danmark lufter hunde. Her kommer lommelygte nr. to ind.

Kikkert

Er man i besiddelse af en kikkert, er det en god ide at tage den med. Den kan bruges hvad enten man nyder udsigten fra Den Kinesiske Mur, De gule Bjerge eller andre højtliggende steder. Den kan også med fordel medbringes i Peking Operaen til nærstudie af de mange masker eller andre spændende detaljer. Du kan bruge den til akrobatikshow eller blot have den med rundt i byen, når det drejer sig om at iagttage detaljer og andre finurligheder i de mange spændende og fremmedartede bygningskonstruktioner, man ser på sin vej.

Kniv og gaffel

Foretrækker du at spise med kniv og gaffel kan det være en stor fordel at medbringe spiseredskaber hjemmefra. De større hoteller og internationalt mindede restauranter har som regel knive og gafler, men du kan ikke være sikker. Medbringer du selv bestik har du samtidig check på den hygiejniske standard. Det er for mig ulækkert at få overrakt en gaffel, som tjeneren netop har tørret af i sit eget tøj. Meningen kan være den bedste, men situationen kan let blive pinlig.

Målebånd

Et ganske almindeligt målebånd som det der ofte ligger i syæsken derhjemme kan være til stor hjælp, når man køber ind i kina.

Det er for det første værd at kende målene på sin kuffert, så man ikke får købt noget der senere viser sig ikke at kunne være i kufferten. Det er også rart at kende de eksakte mål på dem, man køber tøj til.

Man skal være yderst opmærksom på at de klassiske målangivelser på beklædning man møder i Kina kan afvige kraftigt fra de målangivelser, man kender herhjemme. Betegnelserne S, L, XL mv. kan således afvige betydeligt fra de tilsvarende angivelser i Danmark. Specielt kan ærme- og benlængder afvige meget. Kineserne er generelt mindre end os, derfor er deres standarder sænket i forhold til vore. Det gælder især omkring arm- og benlængde. Prøv dig frem hvis det er til dig selv du køber, eller forsikre dig om, at du køber en vare med vestlige størrelsesangivelser. Her kan et målebånd være til stor hjælp.

Bagagevægt

Normalt når man siger: Pas på vægten eller taler om overvægt, handler det om problemer som fedme og om ikke at tage for mange kg på i kropsvægt. I Kina er der en anden grund til at passe på vægten. Det drejer sig om bagagevægten. SAS tillader 8 kg håndbagage og 20 kg rejsebagage i form af kufferter mv. De her tilladte 20 kg bagagevægt kommer man uhyre let i nærheden af. Når man handler i Kina, skal man således ikke kun tænke på prisen, men også holde økonomi med vægten. Alt vejer. Det ene med det andet. Prisen for overvægt er høj. Spørg dig for vedrørende tilladte grænser for bagagevægt hos det luftfartselskab du flyver med , inden du køber for vildt ind. Det kan hurtigt blive dyrt.

Mange forretninger i Kina tilbyder at sende tingene hjem til dig i Danmark. Overvej det, men husk lige at Moms-fatter og PostDanmark frygtelig gerne vil fordyre prisen for dig. Du kan momsfrit sende for 45 EUR (ca. 335 kr./463 yuan) pro persona 2 gange årligt hjem til Danmark, hvis du kalder det en gave. Her er det en fordel at have en stor familie og bekendtskabskreds :-)

Toiletforhold

Kinesiske toiletter er meget anderledes end vore. Som dansker anbefales det at holde sig til toiletter i vestlig stil. Her skal man som regel betale lidt for at bruge dem, til gengæld er indretningen og hygiejnen i en væsentlig bedre standard. Under alle omstændigheder skal du ikke forvente at finde toiletpapir. Det er ikke smart konstant at rende byen rundt i Kina med en rulle toiletpapir. I stedet anbefaler jeg at medbringe papirlommetørklæder hjemmefra i små lommepakninger. Dem kan man diskret have i sin lomme eller taske. Er der ikke mulighed for håndvask på stedet, kan det yderligere være en fordel også at have en lille lommeforpakning af vådservietter med sig. På mange af de finere restauranter i Kina finder man som regel vådservietter på bordet, som en del af opdækningen til det forestående måltid. Hvis du er i bekneb, kan du her fiske dig en vådserviet eller to til senere brug.

Hygiejnebind er efterhånden kommet på hylderne rundt om i Kina, men ikke alle steder i en form og kvalitet, som danske kvinder fortrækker. Hvis du ved eller formoder du kan får brug for hygiejnebind, så medbring dem hjemmefra, så slipper du for den pinlige forestilling det kan være, at spørge sig frem til dem i butikker eller andre steder. Danske kvinder har et mere frimodigt forhold til f.eks. prævention og sex-legetøj end kinesiske kvinder har til menstruationsforhold. Det er for dem uhyre pinligt.

Toiletartikler

Toiletartikler af enhver art kan købes i Kina. På flere hoteller er toiletartikler til fri afbenyttelse i en standardkvalitet på værelserne og de kan købes ekstra i små forpakninger, hvis man ønsker luksus. Ofte er kvaliteten dog ikke som vi kender den fra Danmark. Har du hang til speciel skånsom eller velduftende sæbe og shampoo, så medbring den fra Danmark.

Kinesisk tandpasta i luksuskvalitet er erklæret giftig efter danske og mange andre landes standarder. Det frarådes kraftig at bruge den, så husk at medbringe en lille tube af den tandpasta du kender hjemme fra Danmark.

Vandkvalitet

Vær opmærksom på, at kinesisk vandværksvand efter danske standarder ikke er drikkevand. Det frarådes ikke kun at drikke det, men også at bruge det til noget, man putter i munden herunder til tandbørstning. Drikkevand kan købes overalt og udleveres ofte gratis på hotellet.

Drikkepenge

Drikkepenge er ofte (dog ikke så hyppigt mere) forbudt i Kina. Lægger du drikkepenge til personalet på hotellet eller i restauranten, skal du ofte igennem en pinlig forestilling. Nogle nægter at tage imod og lader pengene ligge. Andre stritter imod på skrømt, men bøjer sig til slut. Atter andre tager imod pengene på betingelse af, at de kan få lov at give dig et eller andet til gengæld.

Vil du personligt honorere en elle anden for en tjeneste er det sikrest at give vedkommende pengene i hånden og måske oven i købet lukke dennes hånd om pengene før vedkommende tør tror på, at pengene er til ejendom.

Små gaver

Der er andre måder, hvorpå man kan honorere venlige Kinesere. Det behøver ikke altid at være med penge. Kinesere elsker selv at give og modtage små gaver. Alt hvad du kan have med fra Danmark som er typisk dansk er spændende for kinesere. Forretningerne i Kina bugner af slik i mange farvestrålende, kulørte, og glitrende indpakninger, men meget af det smager ikke som det vi kender fra Danmark. Nogle siger, det er en vansag. Kinesere har således slik nok, men chokolade, konfekt, marcipanbrød mv. er der mange kinesere, der slet ikke kender. Nogle kinesere stirre vantro på én og tør slet ikke tro på, at noget kan smage så godt, andre lukker øjnene og drømmer sig ind i himlen med et saligt smil om læben mens de spiser. Ofte spørger de efterfølgende om, hvilke negative implikationer, der kan være ved at spise chokolade. Der må være en grund siden de ikke har smagt det før.

Af andre gaveideer kan nævnes blomsterfrø, som vist nok ikke er helt lovlige at medbringe. De skal deklareres i tolden og der skal søges om tilladelse til indførelse osv. osv. Blomsterfrø gør ikke desto mindre stor lykke hos dem, der ved, hvad blomsterfrø bruges til. Jeg skal ikke lokke nogen til at begå ulovligheder, blot nævne at muligheden foreligger. Har man temperament til det, kan man more sig med at gøre det til en udfordring at søge om de nødvendige tilladelser til at indføre 2 breve blandede sommerblomster. Om ikke andet får man erfaring med kinesisk bureaukrati.

Banale hyggting som vi kender herhjemme som f.eks. stearinlys, fyrfadslys og kulørte servietter er et særsyn i Kina. Læg vel mærke til at kineserne bruger hvide stearinlys ved begravelser. Farven hvid er forbundet med død, så hvis man køber stearin eller bloklys til sine kinesiske venner, skal de være kulørte. Servietter med påtrykt motiv kan for kinesere være så smukke, at de ikke nænner at bruge dem eller de samler dem ind efter brug blot for stadig at betragte dem og nusse lidt med dem.

Postkort med danske motiver eller turisttryksager vedrørende Danmark kan også være egnede gaver. Det er svært at finde turisttryksager om Danmark på kinesisk. Engelsk kan til en vis grad og i mangel på bedre gøre det. Der findes indtil nu kun enkelte turistbøger med beskrivelse af Danmark på Kinesisk. Venskabsnåle med kinesisk og dansk flag over kors kan også være en kærkommen gave. De importeres fra – ja, rigtig gættet – Kina og sælges på mange turistattraktioner rundt om i Danmark. Sidst jeg var i Kina købte jeg dem hos importøren, hvor de mærkelig vis var dyre end jeg senere fandt dem til i souvenirshoppen på Kronborg Slot.

Mere rejseinformation senere...

Symptomer på alvorlig Sinomani

Kinafocus — Thu, 02 Aug 2007 15:35:00 +0000

Symptomer på ”Sinomania”

Inspireret af og i samarbejdet med bloggeren Kim Siefert, redaktør af bloggen "Kinatur.dk" er det lykkedes her at opstille 48 sikre symptomer på Sinomania.

Kim har i længere tid spekulert over situationen og på sin blog opstillet en liste over tegn på at man har været i Kina for længe. I samarbejde med Kim har jeg omformuleret nogle enkelte og tilføjet andre symptomer på, hvad man kunne kalde en solid Kina-overdoses. Jeg kalder det Sinomania. Du kan studere listen herunder. Har du kendskab til symptomer, der er forbigået Kims og min opmærksomhed, er du velkommen til at sende en beskrivelse af dem til én af os.

48 sikre symptomer på alvorlig Sinomania:

Du mener du uden problemer kan drikke 6 store øl og en ½ liter 54 % brændevin og fortsat betjene farlige maskiner eller selv køre hjem.
Du spytter på gulvet indendørs, uden hensyn til om gulvet er nyvasket, glatbonet eller tæppebelagt med ægte tæpper.
Du siger: ”Ja, ja” til alt uden at have nogen ide om, hvad det er du svarer på. Når du siger: ”OK”, betyder det blot at du har hørt, hvad der er sagt, bestemt ikke at du er indforstået.
Du bøvser, smasker og søber maden i dig højlydt og lystigt som den største selvfølgelighed under en fin og fornem middag og ænser ikke andre og mere civiliserede gæsters reaktion på dine nye og særegne spisemanerer.
Du ved godt at en lyskurv i et gadekryds har 3 forskellige farver, rød gul og grøn, men du har fuldstændig glemt, hvad de betyder.
Du betragter cykelstier og fortove langs vejene som ekstra kørebaner og parkeringspladser.
Du sætter ikke alene en ære i at kæde-ryge. Du nøder dine venner og bekendte til også at ryge ved at uddele så mange cigaretter som muligt, som du samtidig fryder dig over at få lov at tænde for dem.
Du holder mere af at lede efter og gnave i de minimale rester af kød, du kan finde på et par afkogte knogler og ryster undrende på hovedet af dem, der nyder et stykke skært kød som f.eks. en kotelet eller en god bøf.
Du taler, råber og griner højlydt ved middagsbordet i stedet for at føre en almindelig dæmpet samtale uden mad i munden.
Du tror du bliver ekstra populær og betydningsfuld, når du fører højrøstede, personlige mobilsamtaler eller SMS’er med andre under et vigtigt møde. Du finder det ligeledes naturligt og tror alle er indforstået med, at du viser din mobiltelefon mere opmærksomhed end mødets dagsorden.
Du accepterer i årevis at vandrør er utætte og at elektriske installationer ikke dur.
Du tror hornet på din bil er et fartregulerende instrument på lige fod med speederen. Du kan ikke forestille dig andet end at andre bilister forsvinder op i den blå luft, når du bruger det, og at det derfor hjælper det dig til at komme hurtigere frem. Du bruger det særdeles heftigt, når du holder som nr. 300 i en trafikprop.
Du ved tålmodighed er en dyd. Derfor gælder det om at få tingene til at tage så lang tid som muligt.
Du betragter et hvert udendørs såvel som indendørs offentligt sted, som et naturligt småbørnstoilet. Du morer dig, når små børn forretter nødtørft på gulvet ved siden af dig på en restaurent, mens du spiser.
Du kan klare samtlige reparationer i hjemmet ved hjælp af tape og ståltråd.
Du kan rydde op og gøre din bolig ren på 5 minutter.
Du glemmer brug af børste og finder (af)tørring af opvasken unødvendig. Service m.m. sættes vådt og delvis rengjort ind i skabet.
Du ifører dig hellere et femte lag tøj om vinteren end du skruer op for varmen.
Du ofrer flere penge på din mobiltelefon end på din bolig.
Du indtager kvindelig ”skov-tisser-stilling” hver gang du har et lille hvil eller venter på et eller andet.
Du accepterer at andre mennesker er mere værd end du selv, fordi de er ældre end dig, får mere i løn end du, er ud af en bedre familie, har uniform eller armbind på, skræpper højere op end dig osv.
Du medbringer som den naturligste ting toiletpapir og vådservietter, hvor du end færdes.
Du hader Falun Gungs og Dalai Lamas tilhængere på samme måde som nazisterne hadede jøderne, sådan uden rigtig at vide hvorfor. Det fryder dig at se dem og deres børn blive hårdhændet behandlet af myndighederne (”Så kan de lære det, kan de!”).
Du tvivler på om datoen den 4. juni 1989 nogensinde har eksisteret i kalenderen. Hvis du på upassende vis af forskruede, sinofobiske hoveder bliver erindret om datoens eksistens, finder du det passende, kun at omtale den i undskyldende og beklagende vendinger.
Du bryder dig ikke længere om (at blive belemret med) vennetjenester af frygt for at komme til at skylde gengæld. Venskaber uden regnskab eksisterer ikke længere i din verden.
Du inddrager mindst 8 andre i en samtale hver gang du bliver stillet over for et spørgsmål, du ikke selv kan klare.
Du går din vej, hver gang der sker noget ubehageligt omkring dig og du kommer ført tilbage, når sagen er ovre, andre har klaret situationen eller du er nogenlunde sikker på, at det hele er glemt.
Du siger ”Nihao” til alle og enhver, hvor end i verden du møder dem og ”gambe”, hver gang du udbringer en skål.
Du pynter op til jul hele året og fejrer kinesisk ”Craze Mass” og nytår i stedet for dansk jul.
Du giver røde kuverter med kinesiske penge (yuan/rmb) som gave til jul, brylluper mv.
Du griner højlydt og klapper frydefuldt i dine hænder hver gang nogen taber noget på gulvet med stor med rabalder eller nogen falder og slår sig.
Din personlige tidsregning gøres op i, hvor mange år og dage der er gået siden du sidst var i Kina.
Dine personlige venner rangordnes efter, hvor interesseret de er i at høre om dine Kinarejser.
Din interesse for spraglede kinesisk klæder startede med din første Kinarejse og dominere nu helt din personlige beklædning.
Du kan ikke se en papkasse uden at dine tænder løber i vand og du får lyst til en dampbagt melbolle med indbagt papkassefnuller.
Du elsker at befinde dig i busser, i lokaler eller andre steder med trængsel, hvor der er stuvende fuldt og hvor der skubbes og puffes. Hvis du ikke skal slås med andre om pladsen, er der ikke noget ved den. Det er forbundet med stor fryd og triumflyst at mase sig ind i mængden eller fremad i livet.
Du bekymrer dig ikke længere om din udtale, når du taler engelsk. Du bralre løs. Det er fuldstændig op til andre at finde ud af, hvad det er du siger. Hvis de kan forstå hvad du siger! Hvis ikke er det bare ærgerligt. For dem!
Du betragter det som en naturlig sag at rive og ruske i hver en pengeseddel du får i hånden, du holder den op mod lyset og du ser mistroisk på den, der giver dig sedlen. Man kan aldrig være for sikker, hverken i Kina eller her i Danmark.
Dine telefonsamtaler går ofte i vasken, da du siger: ”Wei”, hver gang du tager telefonen. Den der ringer op siger så: ”Wei?” og forstår ikke et muk. Herefter siger du naturligvis ”Wei” igen. Den der ringer op siger så: ”Wei? Det må du undskylde. Jeg kender ikke nogen, ved det navn. Jeg må have fået forkert nummer”, og samtalen slutter.
Du har købt dig en trehjulet ladcykel og øver dig i at stable så meget på cyklen som overhovedet mulig.
Du får dårlig samvittighed og føler du ikke har gjort dit bedste, hvis ikke du prøver på at bestikke dine børns lærere i skolen, personalet på hospitalet eller din læge, når du er under behandling. Det samme gælder, når du møder embedsmænd på Kommunen, i Udlændingestyrelsen eller lignende steder. Du forstår slet ikke, at de alle som én ser chokeret ud, når du prøver at bestikke dem med små røde kuverter. Du vil jo kun alles bedste.
Dit indestående i banken, prisen på varige forbrugsgoder og andre større udgifter omregnes i, hvor mange Kina-rejser, du kan eller kunne få for de samme penge.
Du har aldrig interesseret dig for brobyggeri, højhusbyggeri, bygning af større dæmningsanlæg, tekstil- eller elektronikfremstilling, men så snart det foregår i Kina, er det pludselig uhyre interessant og du sluger hver en detalje.
Du kender Qin, Ming og Mao bedre end du kender dine naboer og du omtaler dem som var de dine personlige bekendte.
Dine venner og bekendte indleder enhver samtale med dig med at opremse, hvad de har set i TV eller læst i avisen om Kina og spørger til om du har set det samme.
Du bliver ved selskabelige lejligheder af dine venner straks spurgt, om du har været i Kina for nyligt. Hvis du svarer ja, ser du til din forundring ikke de af dine venner mere den aften.
Du har meldt dig ind i KKP fordi det giver status som en af eliten uden egentlig at vide noget om partiet og dets program. Du har stor forbrugslyst og tror KKP står for ”Kinas Konsumistiske Parti”.
Du betragter os danskere som madkonservative. Det er aldrig lykkedes dig at få os til at smage på hverken hund, kat, abehjerne eller rotte. Du har ellers sådan nogle gode opskrifter.

Det var så de 48 indtil nu kendte symptomer på Sinomania. Du kender sikkert nogle symptomer, som ikke er nævnt her. Det kan være symptomer, du har oplevet på dig selv eller i din vennekreds.

Vi hører gerne fra dig, hvis du har kendskab til symptomer vi ikke har nævnt eller symptomer, som har udartet sig på en anden måde end her nævnt. Det kan være tragiske enkelthistorier som f.eks. personer, der ikke har turdet lægge ansigtsmasken fra sig efter hjemkomst til Danmark. Andre er måske plaget af vedholdende snifning af formaldehyd fra klædestoffer medbragt fra Kina. Her kan også være tale om overdreven trang til inhalation eller anden indtagelse af diverse tungmetaller, som man har tilvænnet sig ved daglig færden i et typisk kinesiske industrikvarter.

Mildere tilfælde er bestemt også interessante, hvis man f.eks. pudre sin bil, sin cykel eller sin husfacade med kul-, ørkenstøv eller anden form for smoke blot for at dulme sit Kina-savn. Andre kaster sig måske ud i myldretrafikken omkring København mandag morgen eller fredag aften blot for at opleve det vidunderlige ved time efter time at hænge fast i trafikken. Det har bestemt sin charme og giver noget at tale om, når man kommer 2 - 3 timer senere frem.

Stavegejl eller syntax terror?

Kinafocus — Sat, 28 Jul 2007 09:39:00 +0000

Stavefejl eller stavegejl. Syntax error elle syntax terror. Hvad er forskellen?

- Focus? Staves det ikke med ”K”, altså F-O-K-U-S?

- Jo, det gør, må jeg med skam melde. Det siger Dansk Sprognævn i det mindste. Man skal imidlertid ikke ”google” meget på Nettet, før man finder ud af, at der er andre end mig, der er eller har været i tvivl. Det var netop, hvad jeg selv gjorde, før jeg købte domænet Kinafocus. Jeg søgte på stavemåden ”focus” og fik en masse hits. Både advokater, ejendomsmæglere eller andre synes ikke i tvivl om stavemåden. De har som jeg (måske i vanvare) valgt den engelske stavemåde, der, som man kan se, i stor udstrækning har fundet indpas i det danske skriftsprog.

Hvad gør jeg nu? Jeg kan begynde forfra med en ny blog og dermed gøre Dansk Sprognævn og deres disciple glade og tilfredse. Jeg kan på den anden side også bare købe domænet kinafokus.dk og omdirigere trafikken til kinafocus.dk. Derved kommer dem, der ikke kan få sig selv til at stave forkert også ind på min blog. Det sidste er, hvad jeg nu har gjort. Inden længe kan du skrive både "kinafocus" og "kinafokus". Du havner samme sted. Her på min blog. ”Og du skal være så hjerteligt velkommen!”, som de siger i reklamerne.

Wu-pige (III)

Kinafocus — Thu, 26 Jul 2007 20:41:00 +0000

Hvad stiller Kina op med sin mandepukkel?
Gennem de sidste 55 – 60 år har Kinas Kommunistiske Parti fremstillet sig selv som fremadskuende og med svar på alle spørgsmål. Jeg har endnu ikke set svaret på, hvad man fra myndighedernes side vil stille op med de alt for mange mandlige singler. Mange har spurgt, hvilken skæbne man har tilænkt dem. Hver gang er man fra myndigheders side gledet af på det egentlige spørgsmål. I stedet har man fremført en slags standard-svar, hvor men understreger det nødvendige i ét-barns-politikken. Vi har igen og igen fået at vide, hvor mange mennesker ét-barns-politikken har sparet Kina for i fremtiden at skulle brødføde. De positive sider står allerede present. Til gengæld kniber det med belysningen af de mere uheldige sider af ét-barns-politiken.

I mit baghoved spøger en række forskellige konkrete løsningsforslag, som måske kan hjælpe de betrængte kinesiske single-mænd.

Statslig produktion af Lolita-dukker og gratis uddeling til kinesiske mænd, der ikke har været så heldig at få sig en kone.
Indførsel af ”dele-koner” enten i form af f.eks. seriel monogami med tidsbegrænsning på hvor lang tid et ægteskab må vare, før konen skal gå videre til den næste mand.

En anden form for dele-koner findes allerede i Kina og beskrives af forfatteren Xinran i bogen ”Kinas Døtre” om "Kvinderne ved Råbende Bjerg”. Her har man en gang i tidernes morgen indført et system med fælleskoner. Mændene skiftes til at ”bruge” disse fælleskoner, som man nu har lyst. Man tænker ikke så meget over, hvem af mændene, der er den egentlige fader til de børn, der efterfølgende fødes. Børnene bruges alligevel som betalingsmiddel ved samhandel med andre landsbyer f.eks. ved køb af nye fælleskoner.
Man kunne også forstille sig en slags historisk Nemesis. Kina havde for ikke så mange år siden flerkoneri. Hvem husker ikke filmen "Røde lygter", hvor farmand nat efter nat gik på omgang fra den ene kone til den næste. Med lidt drillesans, kunne man tænke sig den omvendte ordning nu. Altså en ordning, hvor det var dele-konen, der nat efter nat gik på omgang fra sin ene mand til den næste?
En mere liberal holdning til homoseksualitet fra myndighedernes side, kunne måske også være en løsning. I hvert fald så længe det handler om mænd. Med 10 millioner flere mænd end kvinder er der i hvert fald basis for en storstilet bøssekultur i lighed med den man finder i fængsler, på kostskoler eller andre steder hvor mænd er berøvet omgang med kvinder.
I forvejen har kinesiske mænd en tradition for at spille og optræde som kvinder, bl.a. i Peking-operaen. Nu kan der blive brug for Peking-operaens talenter til at oplære de unge mænd i at optræde som drags eller trans. På den måde kan Kina få nogle flere "kvinder" til at lyse op i gadebilledet.

Tvungen kønsskifteoperation til halvdelen af de mænd, der er for mange, kunne måske også være en løsning. Kina har igen og igen bevist, at de er gode og skruppelløse nok til tvangsløsninger. Kan de tvinge folk til at afstå fra det ene organ, kan de vel også tvinge folk til at afstå fra det andet...

I gamle dage kunne en skæv kønsfordeling med alt for mange mænd klares med en rask lille krig. Når krigen var slut havde forholdet mellem kønnene forskudt sig i retning af færre mænd i forhold til kvinder. Den slags går desværre ikke i dag. Ved moderne krigsførelse er det ikke kun mænd, der slås ihjel. - fik du den Lise Nørgaard? ”Ikke kun mænd”;-)

Under alle omstændigheder må Kina forberede sig på en alles krig mod alle blandt de Kinesiske mænd om de alt for få kvinder, og som vi ved, i kærlighed og krig gælder alle kneb. Mange mænd vil kæmpe med følelsen af intet tilbage at miste. Det kan godt gå hen og blive en både desperat og beskidt krig.

Wu-pige (II)

Kinafocus — Mon, 23 Jul 2007 17:30:00 +0000

Det er ikke lykkedes mig at finde nogle blot nogenlunde gennemskuelige og entydige tal vedrørende konsekvenserne af den kinesiske ét-barns-poliktik. Nogle tal siger, at der fødes 3 piger for hver 4 drenge. Andre tal siger, at det ikke er helt så slemt. På sigt formodes Kina på et tidspunkt at stå med et sted mellem 10 og 40 millioner flere mænd end kvinder.

Hvad enten der er tale om 10 eller 40 millioner er der tale om en kolosal mandepukkel, og den bliver med tiden større og større. Tager vi udgangspunkt i tallet 10 millioner flere mænd, er der ikke alene tale om 10 millioner mænd, der ikke finder sig en kone at dele tilværelsen med. Her er også tale om at 10 millioner familier, der i så fald vil uddø.

Slægt skal følge slægters gang, som vi af og til synger i kirken.

Slægtsfølge-instinktet stikker dybt i os alle, danskere såvel som kinesere. Hvordan havde denne verden set ud, hvis vi ikke havde det at gavne vore børn og børnebørn som mål for vort livs stræben? - hvis vi ikke havde hensynet til vore efterkommere, der skal arve denne verden og føre vore bestræbelser videre?

Kinesere betoner deres familietilknytning langt kraftigere end vi. De nævner deres familienavn før personnavnet og de sætter en stor ære i at samle så mange slægtled under samme tag. Den æresfølelse hos kineserne, der knytter sig til familiesammenholdet, har længe været truet, men nu er truslen pga. ét-barns-politiken blevet alvor. Der bliver ikke alene født for få børn til at forsørge Kinas ældre, når den tid er. Mange familier vil slet ikke få en arving og har dermed udsigt til at uddø, og med den ældreforsorg Kina har, måske endda få en kummerlig død.

Med en mandepukkel, som vi valgte at antage, på blot 10 millioner flere mænd end kvinder er problemet ikke klarlagt endnu. Uhyggeligt mange kvinder i Kina vælger i dag at begå selvmord, andre rejser udenlands og bliver der. Samtidig vælger et stigende antal kinesiske kvinder, der bliver i landet af forskellige grunde ikke at gifte sig.

Prostitution, kvindehandel og flerkoneri er i dag forbudt i Kina. Ikke desto mindre har Kinas voksende rigdom ført til en yderst varieret palet af lette damer. En gang hed de ”2. koner” eller ”konkubiner”, nu hedder de i stedet en række sjove og ofte vestligt inspirerede navne som ”kanariefugle”, ”privatsekretærer”, ”escortpiger” mv. Det kinesiske politi laver jævnlig razziaer på diverse restauranter, natklubber og karaokebarer. Efterfølgende fremstilles de syndige og ofte let påklædte, unge kvinder offentligt og med triumf som var de jagttrofæer.

Siden Quing-dynastiets dage har man i Kina sagt, at en mand egner sig bedst til flere koner, som en tekande egner sig bedst til flere kopper.

Hvem siger at mægtige mænd i Kinea vil nøjes med én enkelt kvinde i sit liv. Med mangel på kvinder bliver der præstige i at kunne boltre sig som man vil med og blandt kvinder, som i gamle dage. Allerede nu tager de rige og de skruppelløse for sig "af retterne". Har man råd til at holde sig en ”kanariefulgl” (elskerinde) eller flere, så gør man det.

I kærlighed og krig gælder alle kneb. Kampen om de for få kvinder behøver ikke blive præget af ærligt spil. Tyveri af kvinder helt ned til barnealderen rapporteres i dag som et stigende problem. Kvinder lokkes på afveje og stjæles med videresalg for øje. Prisen for en bortrøvet kvinde kan variere fra 3-400 yuan og op til omkring 2.000. Markedskræfterne og ”varens kvalitet” bestemmer prisen. En pige fra landet uden skolegang er billigst og en studine opvokset i en storby er dyrest.

Trusselen mod familiesammenholdet vil være stor. Selv hvis en mand er så svine heldig at finde sig en kone, betyder et-barns-politikken, at han ikke kan vide sig sikker på noget. Forsørgerbyrden for et enkelt baren er næppe større end at kvinden vil kunne klare at stå alene med barnet, hvis hun på et tidspunkt ønsker at bryde ud af ægteskabet til skade for både ham og hans familie. Kvinden vil garanteret også samtidig være eller blive lokket ofg fristet af alle de mange ugifte mænd, der til stadighed vil have deres opmærksomhed på hende, flokkes om hende og gøre hende deres opvartning for dermed at prøve lykken.

Fortsættes...

Wu-pige (I)

Kinafocus — Tue, 17 Jul 2007 12:47:00 +0000

"Etbarnspolitiken". Sådan kaldes verdenshistoriens største sociale eksperiment hvad angår befolkningskontrol. Nogle gange ved man ikke, om mans skal grine eller græde, om man drømmer, eller man er vågen. Man fatter ikke med sin velfærds-forstand, at nogen kan få sig selv til - i så stor skala - at gribe så alvorligt ind i andre menneskers liv. Et-barns-politiken er virkelig et stort - og ofte tragisk - indgreb i andre menneskers liv.

For nogle år siden læste jeg en notits, så vidt jeg husker var det i en avis. Den handlede om nogle kvinder i Beijing, der var blevet arbejdsløse. De var blevet henvist til en såkaldt lokalkommités formand, hvor de blev udstyret med et rødt armbind. Herefter skulle de gå rundt i nabolaget og føle fødedygtige kvinder på maven. Mit mere uregerlige indre jeg, gjorde straks sagen til en vits. "Sådan et job ville jeg gerne have", tænkte jeg. (Hvem kan lade være med at fnise?) "Hvor kunne det være lækkert sådan at få lov til at gå rundt og både gramse, rode og rage intimt på en masse kvinder!"

Men… nej… Det var dødeligt alvor, det her. Der skulle ikke hverken grines eller fnises! Jeg måtte styre mine mere svinske tankegang. Det her var ikke tænkt som en bizar happening eller sjofel morsomhed.

Nu her to år senere læser jeg så om fødedygtige kvinder, der bliver beordret til regelmæssig underlivsinspektion. Hvis de udebliver fra en sådan inspektion koster det en bøde på 1.000 yuan, hvilket for de fleste almindelige mennsesker i Øst-Kina svarer til et sted mellem én og to måneders løn. En hamper pris for ikke at ville vise sit underliv frem.

"Any female who fails to show up for inspection will be fined 1,000 yuan"

Kort og godt handler det om at kineserne i 1980’erne som et middel til at holde befolkningstallet nede, indførte den såkaldte ”et-barns-politik”. Hver familie måtte højest få et barn. Snart efter blev politikken dog lempet. Folk kunne efter ansøgning få lov at få et ekstra barn, hvis det første barn viste sig at være handicappet. Folk på landet kunne, ligeledes efter ansøgning, få lov at få et ekstra barn. Her gjaldt det nu også som grund til et ekstrabarn, hvis det første barn kun var en pige (undskyld Lise Nørgaard). Kina har en del etniske smågrupper. Om dem hedder det sig, at de må få op til tre børn. For et par år siden, i 2005 blevet det tilladt kinesere, hvor begge ægtefæller er enebørn at føde to børn, hvis de ønsker det.

Nu er love og regler ikke det samme i Kina, som f.eks. i Danmark. I Kina fortolkes lovene forskelligt fra provins til provins. Hertil kommer at kinesere ikke er kendte for at være det mest lovefterrettelige folkefærd i verden. Mange Kinesere kender ikke loven. De er tilsyneladende heller ikke interesseret i at lære den at kende. Mange kender kun loven på rygteplan. Skrevne love mikses med uskrevne eller digtes ganske frit af alle og enhver ud fra givne erfaringer. Herefter går de fra mund til mund. Alt betragtes som tilladt, så længe det kan lade sig gøre uden, at myndighederne griber forstyrrende ind. Det giver baggrund for en ret mudret retspraksis. Det forklarer til dels også myndighedernes nogle gange både hårdhændede og spektakulære fremfærd overfor lovbrydere. Man satser på at skræmmekampagner via rygte-pressen når ud i alle kroge og dermed når de både store og små forbrydere kampagnen er tiltænkt.

Omvendt er der i Kina også prestige i at begå forbrydelser. Rige mennesker og mennesker med kontakterne i orden kan tillade sig at gøre de forbrydelser, de vil. De skilter også ofte med det. Måske betaler de sig fra de bøder eller afgifter, der er forbundet med f.eks et ekstra barn, måske ringer de blot til en ven i administrationen, der skylder dem en tjeneste, ønsker sig en gen-tjeneste eller måske en skjult lønforhøjelse. Herefter er den sag klaret.

Andre børnefamilier i Kina får smadret deres hjem, når pantefogeden, har været der, for at afkræve dem de ublu afgifter for et ekstra barn (*). Har de ikke penge at betale med og heller ikke bohave at udpante, bliver deres hjem smadret. Her gælder ingen regel om, ret til at beholde, hvad høre til et spartansk hjem. Hvordan skal de menneskers børn vokse op uden sår på sjælen? spørger min indre velfærdsdansker. Svaret på det sprørgsmål må indtil videre stå hen.

Jo, Kina rejste sig i 1949 og indførte det klasseløse samfund, siger rettighedsindehaverne af den Kinesiske virkelighed.

(*) For the first extra child, the fine is 12,000 to 20,000 yuan; for the second
extra child, the fine is 20,000 to 28,000 yuan; for the third extra child, the
fine is 28,000 to 36,000 yuan. In 2006, the average annual income per capital is
2,000 yuan. Furthermore, anyone who had an extra child after 1980 must pay
10,000 to 70,000 yuan in "social childcare fees" no matter whether they had
already been fined already previously.Læs mere her.

Fortsættes... Næste afsnit kommer snart.

Hjerneflugt fra Kina

Kinafocus — Sat, 07 Jul 2007 16:45:00 +0000

En artikel i China Daily fra omkring 1. juni oplyser, at mere end 70 % af de kinesere, der rejser udenlands for at studere ikke har tænkt sig at vende tilbage til moderlandet. Sagen bliver ikke bedre af, at det er de bedst begavede blandt de unge, der vælger at blive i det fremmede. Af årsager til hjerneflugten oplyses: mulighed for større personlig indkomst, bedre beskæftigelsesmuligheder, bedre arbejdsbetingelser, bedre forskningsfaciliteter og en generel højere levestandard, hvor de unge bor nu. Kinas tilbageståenhed, mangel på supervision og – for nu at nævne noget af det farlige – nepotisme og korruption får også en del af skylden.

Som løsningsforlag for at holde på de kloge mennesker, taler man om at indføre en del nye politikker, med særordninger, der satser på at give hjemvendte hjerne-kapaciteter bedre løn, bedre arbejdsforhold, gode skoler til deres børn osv.

Artiklen nævner ikke det for mange kinesere forstemmende i, over en længere periode at se moderlandet Kina udefra uden censur og uden hvad man i Kina kalder myndigheders resolutte (og nogle gange hårdhændede) opinionsdannende lederskab. Samtidig får de unge mennesker lejlighed til at smage på den frihed og respekt for det enkelte menneske, som vi hylder her i den vestlige verden.

Mere uforklarligt bliver hjerneflugten, når man ser på, hvad der sker med mange kinesere, der havner i vores del af verden.

Hvad får mennesker til at foretrække et arbejde her i Vesten, som de er ganske overkvalificerede til (eller måske at gå arbejdsløse her), frem for at rejse hjem til et højtrangeret job i Kina? Hvad er kvaliteten ved at være tallerkenvasker, rengøringsassistent eller avisbud i Danmark i stedet for at være akademiker i Kina?

China Daily nævner heller ikke at kvinder, der normalt i denne verden er mere hjemstavnsbundne end mænd, i større grad end kinesiske mænd foretrækker at forblive i vores del af verden. Det på trods af, at mange storbyer i Kina allerede nu er præget af kvindemangel. De burde have store muligheder i deres hjemland.

Tallet 8964 vakte for en måned siden stor opstandelse i Kina sammen med 9 kinesiske skrifttegn i en ganske lille avisannonce, der udtrykte sympati med mødre, der mistede børn på denne dato, 4. juni 1989.

Med risiko for at blive kaldt en sinofobisk løgner, tillader jeg mig at mindes den demonstration på Den Himmelske Freds Plads, der blev slået ned af det kinesiske militær. De unge mennesker demonstrerede den gang mod korruption og for demokrati i deres land. Korruptionen kunne kineserne ikke undvære og demokratiet var der ikke plads til. Senere har myndighederne ikke alene haft meget svært ved at vedkende sig, hvad der skete den dag. De gør også, hvad de kan for at undertrykke enhver erindring hos andre om de begivenheder, der førte til demonstrationens ophør.

70% af de kinesere, der har haft mulighed for det via et studie i Vesten, er nu både kommet af med korruptionen og de har "stemt sig til demokrati med fødderne". Gad vide hvad der ville ske, hvis resten af Kinas 1,3 mia. store befolkning kunne deltage i den samme afstemning som de mere kløgtige unge?

Under det store pøbelorgie som kineserne kalder: Kulturrevolutionen skilte man sig systematisk af med sine bedste hoveder. Nu gør man det igen. Den gang sendte man dem, man ikke slog ihjel (eller jog fra forstanden) ud på landet. Nu sender man dem ud af landet. Vi burde takke kineserne for det sidste. Det er en stor gave til os, som det kinesiske samfund slet ikke har råd til!

Kærlighed

Kinafocus — Sat, 07 Jul 2007 12:52:00 +0000

Som kineserne dog kan sige det:

如果一滴水代表一个祝福，
我送你一个东海；
如果一颗星代表一份幸福，
我送你一条银河；
如果一棵树代表一份思念，
我送你一片森林

Hvis en vandråbe symboliserer velsignelse,
så giver jeg dig det Østkinesiske Hav
Hvis en stjerne symboliserer glæde,
så giver jeg dig Mælkevejen.
Hvis et træ symboliser længsel
så giver jeg dig en skov.

(Frit oversat efter egen formåenhed)

Selvskadende virksomhed

Kinafocus — Thu, 05 Jul 2007 09:27:00 +0000

- eller trangen til at vise det grimme fjæs.

Selv-mutilisme kalder man det, når et menneske har trang til at skade sig selv. For mig at se hænger selv-mutilisme sammen med manglende selvværd, agtværdighed eller selv-respekt. Trangen til at skade sig selv kan stikke uhyggelig dybt. Jeg glemmer aldrig en dag, hvor en ung mand midt under et måltid kylede sit drikkeglas i gulvet, hvorefter han kastede sig selv ned på gulvet og bankede sit hoved i glasskårene. Ikke alene blev mine hænder skårt til blods, sårene i mine hæder blev fyldt med små glasskår. Den unge mand blev desuden rasende på mig over, at jeg med hænderne holdt ham fra fortsat at dunke sit blodindsmurte hoved ned i glasskårene på gulvet. Jeg blev bestemt ikke populær ved min handling.

Popularitet var bestemt heller ikke, hvad der kom ud af det i et andet tilfælde, hvor jeg en morgen som sædvanlig vække en ung kvinde. Hun havde i nattens løb med sine negle siddet og nippet huden af sit ansigt, så alt var et blodigt sår. Efterfølgende havde hun smurt ansigtet ind i sin egen afføring. Da jeg kom til om morgenen, var hendes ansigt en stor kage af størknet blod og afføring. Senere da jeg på badeværelset med stor varsomhed forsøgte at opbløde de hæslige sårkager i hendes ansigt, skreg hun med en rædsel, som havde jeg været en bødel, der ville pine hende til en langsom død. Hun ønskede at forsvare sit afføringsbefængte og sårede ansigt.

En ung mand, der hele sit liv havde været præget af Damp (eller ADHD) kom i en alder af 22 år ud for, at en kæreste slog op med ham. Kærestens begrundelse var, at han, den unge mand havde slået hendes veninde for 18 år siden i børnehaven. Veninden huskede vores unge mand og havde nu fortalt hans kæreste om, hvordan han altid havde været i børnehaven. At ondt avler ondt er ikke altid nemt at vide, navnlig ikke for et dampæræget børnehavebarn. At være den de andre ikke bryder sig om og ikke vil risikere at lege med gør ondt. Måske navnlig når skaden først viser sig 18 år senere.

Når den kinesiske stat af og til viser sit grimme ansigt tænker jeg tit på, om de kender virkningen af det de gør. Har de indsigt i, hvordan de skader sig selv her i en verden, hvor alle tænker frit? Kan de følge vores tankemønstre? Forstår de, hvor afstumpet de af og til fremstår i vores øjne? Hjemme i Kina kan de kommandere rundt med folks synspunkter, følelser og holdninger, men ikke her. Som ven af Kina og det kinesiske folk gør det mig ondt at se, når de kinesiske myndigheder virkelig dummer sig.

Sidste efterår stod den norske TV-journalist, rejsebogsforfatter og kina-kender, Torbjørn Færøvik, en mand med mere end 50 kinarejser bag sig. Han skulle til Kina igen. Denne gang som leder af en selskabsrejse. Vanen tro søgte han visum, men denne gang fik han intet svar. Han fik ikke afslag på sin visum-ansøgning. Han fik simpelthen bare ikke visum. Han har efterfølgende forsøgt at få en forklaring fra de kinesiske myndigheder. Så vidt vides stadig uden resultat. Se her.

Nu er Torbjørn Færøvik ikke en hr. Hvemsomhelst. Han er kendt indenfor som udenfor Norges grænser, og han har magtfulde venner i denne verden, så han skal nok klare sig uagtet de kinesiske myndigheder. For mig er spørgsmålet mere: Hvorfor gør kineserne det? Har manden gjort noget, han i følge de kinesiske myndigheder ikke må, må de i det mindste fortælle ham det. Færøvik er en nuanceret og tankevækkende skribent, der gentagende gange har taget de kinesiske myndigher i forsvar, hvor andre kina-kendere mindst har ventet det. Alle i Norge kender ham og ved, hvad han står for. Hvis kineserne vil kalde ham for fjende af Kina ud fra de synspunkter, han har lagt for dagen, så er jeg bage for at Kina har mange flere fjender i den her verden, end de selv ved af. Du kan se hans hjemmeside her.

Hvis de kinesiske myndigheder absolut vil skade sig selv, så kan ingen i denne verden holde dem fra det. Vi kan beklage deres for mig at se uheldige rygmarvsreaktioner. Hjemme i Kina kan de "slagte hønen for at skræmme aben". Det lader sig bare ikke gøre her. Alverdens journalister lader sig ikke her forud for OL skræmme af en vilkårlig skrivebordsafgørelse. Det skærper blot deres professionelle interesse og skeptiske blik for, hvad der er sandt og falsk når kinesiske myndigheder udtaler sig. Torbjørn Færøviks tilfælde vil være i journalisternes baghoved og være med til at vise, hvor hule myndighedernes ord nogle gange er - til skade for dem selv og Kina.

Ytrings-u-frihed.cn

Kinafocus — Wed, 04 Jul 2007 12:22:00 +0000

"Sandheden finder altid ørenlyd", sagde man til mig, da jeg var barn. "Det der ikke komme ud af munden, kommer ud gennem sidebenene".

I mange år forstod jeg ikke, hvad der mentes med at "ord kunne kom ud gennem sidebenene". Mig bekendt have mine sideben aldrig sagt noget. Jeg havde heller aldrig kunne lokalisere tale fra andre menneser, der kom ud den vej. Det nærmeste jeg kunne komme var døve mennesker når de talte tegnsprog, men det var hænder og arme de brugte, ikke sidebenene. Selvfølgelig har jeg hørt mennesker både sukke og pruste, men det er trods alt stadig munden lydene kommer ud af.

"Hvis man ikke vil høre", sagde man også, "så måtte man føle". Det udsagn var betydelig nemmere at forstå. Måske fordi det næsten altid var ledsaget af en eller anden ubehagelig hændelse, somme tider i form af en straf andre gange, når man var kommet uhjælpeligt til skade. Hvis man bare var en lille bitte smugle bange for at slå sig, så fik man lært at begå sig. Med andre ord: Man lærte at sande, hvad de voksne sagde, man lærte at høre efter, man lærte at drage sin lære her i livet. Man havde friheden til at erkende det nødvendige.

I et land som Danmark, hvor alle har sit på det tørre, er det nemt at slå et slag for ytringsfriheden, siges der. Det koster os ikke noget. I Kina er det anderledes. Kineserne bekymrer sig slet ikke om ytringsfriheden. De mærker den kun en gang imellem, når de får en fejl 404 på deres computer, mens de browser på Nettet. "Siden kan ikke findes". Hvad gør det? Der er så mange andre sider at læse på Internettet. Nej kineserne bekymrer sig mere om korruption. De hader at se andre kinesere tilrane sig fortrin eller værdier, der ikke tilkommer dem og måske retteligt tilhører fællesskabet.

Hvordan skulle kineserne kunne tænke anderledes. De har ikke som os set værdien af en fri presse. De kan ikke som os gå til pressen, når alt andet svigter. Selvom jeg ikke er nogen ynder af et blad som Ekstra Bladet, så ved jeg, hvad alene udtalen af bladets navn kan gøre ved embedsmænd i Danmark med hang til "forkerte afgørelser". Pressen er der og stiller vores folkevalgte til skue, når de har smag for dyre rødvine eller blot skal have lavet et nyt badeværelse på skatteborgernes regning.

For en uge siden stormede politiet i Kina et teglværk i Shanxi og befriede ca. 500 af de ca. 1.000 slaver, der var holdt til fange. Hvor resten forsvandt hen, ved man ikke. Af de 500 slaver der blev befriet var størsteparten børn. Deres forældre havde ledt efter dem i lang tid. De havde endog fundet dem ved egen hjælp og i desperation forsøgt at befri dem, med det resultat at de med tørre tæsk blev jaget på flugt af "slaveejerens" håndlangere.

Efter at Henan TV Metro Channel's reporter Fu Zhenzhong første gang rapporterede om sagen mødte ca. 1.000 forældre op på stationen og spurgte om netop deres barn var fundet. Du kan læse Fu Zenzhong beretning her (på engelsk). Du kan (stadig på engelsk) finde en mere detaljeret beretning om befrielsen af de mange slaver ledsaget af billeder og video her.

Sagen har rejst en række spørgsmål og budt på mange ublide kommentarer. Hvor meget der kommer for dagen står hen i det uvisse. Regeringen har sendt et undersøgelseshold til byen. Måske de kan finde ud af hvad, der har fået en partisekretær med 34 år medlemskab af KKP til at se gennem fingre med og holde sin beskyttende hånd om foretagenet. Forskellige embedsmænd har regelmæssigt gennem de sidste 18 mdr. tilset stedet uden at "se", hvad der skete. De har i hvert fald intet rapporteret. Se her.

Misforstå mig på den rigtige måde, når jeg siger, at det er hvad, man må finde sig i, når man ikke har et Ekstra Blad, et BT eller andre repræsentanter for en fri presse til at sætte fingeren på pulsen.

Hvis KKP stadig har til fomål at befri folk fra slaveri, er der noget der tyder på, at det går den forkerte vej.

I et samfund, hvor 2 journalister er blevet dræbt, 31 sidder i fængsel og atter andre 50 såkaldte dissidenter sidder fængslet for at have ytret sig mod systemet (*). I et land, hvor regeringen har sandhedsmonopol, og hvor der nu er indført bødestraf for at tale usandt, kan man ikke fortænke folk i at lukke øjnene og først åbne munden, når man ved, hvad vej vinden blæser.

(*) i indeværende år, jfr. Reportere uden grænser.